Første student fra Ørestad Gymnasium sprang ud mandag morgen

Mandag morgen blev Laiba Kahn den første af årets studenter fra Ørestad Gymnasium. Da den sidste eksamen var overstået, kunne hun gå ud og nyde friheden med venner og familie – med et flot 12-tal i huen.

Laila blev mødt af kram og klapsalver, da hun blev taget imod af familie og venner efter den sidste eksamen.
“Jeg er lettet. Det er stadig ikke helt gået op for mig, at jeg er færdig. Da jeg gik ud af lokalet, kunne jeg mærke, at det var gået godt, og så føltes det bare som en kæmpe lettelse,” fortæller Laiba.

Laibas sidste eksamen var i religion, og selv om forberedelsestiden var presset, gik det efter planen.
“Jeg havde brugt tre dage på at læse op, og jeg synes, jeg klarede det stærkt derinde. Jeg havde ret godt styr på både kristendommen og islam og kunne se ligheder og forskelle i den tekst, jeg trak,” forklarer hun.

Med fem A-fag på skemaet har der været mange prøver at forberede sig til, og særligt perioden med historieeksamen og SRP (den store opgave i 3.g) lige efter hinanden var krævende.
“Man vil jo gerne komme ud med et godt snit og gode karakterer, så man stræber efter det bedste,” siger Laiba.

Ved siden af gymnasiet har Laiba også spillet elitefodbold i Brøndby IF, nu på B93’s seniorhold.
“Der har været afleveringer og prøver samtidig med træninger og lange udekampe. Men jeg har holdt fast i det og haft disciplin og ansvar, og nu står jeg her med huen på og er virkelig stolt af mig selv,” smiler Laiba.

Efter sommerferien venter forhåbentlig et studie inden for enten farmaci eller jura, men først skal sommeren bruges på at fejre, at de tre gymnasieår er godt overstået.
“Jeg skal være sammen med venner og familie, nyde studenterfesterne og være stolt af, at jeg har været igennem tre års gymnasium.”

Selv om glæden over huen er stor, kommer Laiba til at savne Ørestad Gymnasium.
“Jeg kommer især til at savne det sociale fællesskab. Jeg kommer også til at savne selve skolen. Der kommer meget lys ind, og de åbne klasselokaler har været en anderledes og god måde at opleve undervisning på. Jeg har været rigtig glad for at gå på Ørestad,” siger Laiba, der først kom til Ørestad i starten af 2.g.
“Klassen og lærerne har taget rigtig godt imod mig, og uden dem ville jeg ikke stå her i dag,” slutter hun.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »