Børnekulturhus Ama’r inviterer naboer og familier til en eftermiddag med teater, foreningsliv og kreative værksteder i anledning af Skole OL 2026.
Torsdag 11. juni er Sundby Idrætspark fyldt med Skole OL fra morgen til eftermiddag. Når de sidste konkurrencer er afgjort, åbner pladsen for alle til Folkefest med teater under åben himmel, lokale foreninger og kreative værksteder for børn, unge og familier.
Først ankommer Scharniertheater med vandreforestillingen ‘Waltraud, Wilma, Berta & Bellmondo’, fire maskerede figurer der drager publikum ind i et humoristisk og ordløst univers.
Kl. 17.30 følger Hr. Teaters ‘PUDEMIN – en sofagyser’, en ordløs og musikalsk fortælling om pigen Helle, der sidder alene hjemme – eller gør hun?
Aftenen rundes af kl. 18.30 med ‘HEP!’ fra det lokale Teater GLiMT, et gadecirkus-showdown hvor fem artister konkurrerer om publikums gunst med acts, sportspoesi og kampråb.
Lokale idrætsforeninger er klar med volleyball, atletik, orienteringsløb og meget mere. I samarbejde med kunstnergruppen ‘Skrot Op’ kan man lave sin egen OL-medalje af genbrugsmaterialer, og Børnekulturhus Ama’r sætter gang i et fællesværk, hvor alle kan male en brik til kunsttårne i Sundby Idrætspark.
Børneulykkesfonden afholder ‘Helteløb’ på dagen. Løbet arrangeres til fordel for Legeheltene, der sætter gang i leg og bevægelse på børneafdelinger rundt om i landet. Det kræver billet, som kan købes på borneulykkesfonden.dk.
Folkefest torsdag 11. juni kl. 16.30-19.30 i Sundby Idrætspark, Englandsvej 61. Gratis adgang. Folkefesten er støttet af Amager Vest Lokaludvalg.








