Forslag om selvstyrende folkeskoler

Partiet SF forslår forsøg med selvstyrende folkeskoler i København, og nu skal ideen behandles af Børne- og Ungdomsudvalget.

På mødet i Københavns Borgerrepræsentation 10. oktober stillede SF forslag om at etablere selvstyrende folkeskoler i Københavns Kommune. Selvstyrende folkeskoler adskiller sig fra ”almindelige” folkeskoler ved, at de f.eks. vil være frisat fra ikke-lovpligtige krav, skolebestyrelsen har mere indflydelse, forældredeltagelse fylder mere, eller ved at folkeskolen er decideret selvejende.

“Folkeskolen er under pres. Når ressourcestærke familier vælger at flytte deres børn til privatskoler, risikerer vi, at byens børn bliver delt op i et A- og B-hold. Vi skal afsøge alle muligheder for at sikre, at folkeskolen fortsat er et attraktivt og inkluderende tilbud til alle børn, uanset deres baggrund. Vi skal prioritere folkeskolen økonomisk, men vi bliver også nødt til at se andre løsninger, og forsøge nye måder at drive vores folkeskole på. Derfor forslår vi nu, at vi ser på, hvordan skabe fremtidens folkeskole, der er mere fri og drevet af lokalt engagement,” udtaler Rasmus Steenberger, som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og børne- og ungdomsordfører for SF København.

I første omgang lægger forslaget op til, at man skal se på muligheden for at omdanne kommunens egne folkeskoler til selvstyrende folkeskoler. Borgerrepræsentationen vedtog at sende forslaget til videre behandling i Børne- og Ungdomsudvalget.

Det betyder at Børne- og Ungdomsforvaltningen i første omgang skal undersøge de juridiske og praktiske muligheder og modeller for at indføre de nye selvstyrende folkeskoler. Hvis det står til SF, så skal forvaltningen også komme med en række københavnske folkeskoler, der kan være kandidater til en forsøgsordning som nogle af de første selvstyrende folkeskoler.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve