Skrevet af: Jakob Korshøj
Tina byggede en gammel Volkswagen T3 om til kaffevogn og solgte gløgg i Ørestad over julen. Nu håber hun på at vende tilbage igen en dag.
Det hele begyndte med en rejse fra Sønderjylland til Amager efterfulgt af en slukket drøm. Og så måtte Tina Planitzer tænke kreativt.
I starten af 2021 rev hun rødderne op og flyttede fra Jels i Sønderborg, hvor hun havde boet hele sit voksne liv, til det østlige Amager sammen med sine tre børn. Drømmen var at starte en fysisk, kreativ picnic-café med fokus på bæredygtighed. Men banken lukkede for den økonomiske aftale, og da hun nu allerede var flyttet ind i den nye og dyre lejlighed med sine børn, måtte hun gå i tænkeboks.
På de sociale medier stødte hun flere gange på det samme salgsopslag for en brugt Volkswagen T3, og pludselig fik hun idéen til at ombygge den til en kaffe- og picnicvogn: “Det måtte da være et tegn,” fortæller Tina med et smil på læben fra din disk i Frøken T3.
Hun besluttede sig for at købe den brugte Volkswagen, som tidligere havde været en isbil. Hun tegnede selv en skitse, og i maj 2021 begyndte hun sammen med en ven at skralde den for alt interiør, hente en masse træ i skoven, sætte hylder op, installere et køleskab og vigtigst af alt: En espressomaskine. De installerede også solceller på taget, så det meste af Frøken T3 kører på solenergi. Og så malede hun den gamle blå farve over med alle regnbuens farver, så Frøken T3 nu har sit helt unikke udseende:
“Vi er i hvert fald til at få øje på,” siger Tina.
Eventyret begyndte i Ørestad
Da 2021 nærmede sig sin ende, fik Tina travlt, da hun pludselig fik mulighed for at starte sit kaffe- og picniceventyr i Ørestad:
“Jeg var ikke helt færdig med Frøken T3 endnu, men jeg blev kom i kontakt med en gammel bekendt, som nu sælger juletræer ved Rema 1000 i Ørestad, som spurgte, om jeg ikke ville komme og sælge gløgg og æbleskiver i december. Jeg havde fået lov til at stå der for Rema 1000, og det måtte jeg bare takke ja til, og så blev jeg ellers hurtig færdig med vognen.”
Det resulterede i, at Frøken T3 var fast inventar foran Rema 1000 i Ørestad Syd, hvor Tina Planitzer langede café latter, gløgg og æbleskiver over den lille disk det meste af december: “Det var fedt, og folk var søde og støttende.”
Efter jul rykkede Tina sin kaffevogn til Amager Strand, hvor hun nu hver dag sælger kaffe, og så glæder hun sig til de varmere forårsmåneder, hvor kun vil begynde at sælge små picnickurve med tilhørende tæppe. Her vil hun for bæredygtighedens skyld indføre en pantordning, så kunderne kan aflevere kurve, tæpper og tomme kaffekrus tilbage:
“Man slæber jo som et pakæsel, når man skal på stranden eller i parken med sit picnicgrej. Her kan man få det hele to-go, og jeg håber sådan, at folk tager godt imod det,” fortæller hun.
Håber at komme tilbage til Ørestad igen
Det er lige nu usikkert, om der er plads til Frøken T3 i Ørestad, men Tina Planitzer håber på, at det kan lade sig gøre en dag. Hun kunne godt tænke sig også at udfolde sit picnic-koncept foran Rema 1000 i Ørestad Syd. Men på nuværende tidspunkt kan det ikke lade sig gøre, da indehaver af Rema 1000, Dennis Holm, vil give de nye ejere af COBRAcph en chance til at komme godt fra start, og det kan Tina godt forstå:
“Jeg vil jo ikke træde nogen over tæerne eller sjæle nogens levebrød, så det forstår jeg. Men jeg håber også, at man kan fokusere mere på samarbejde frem for konkurrence. Jeg kan godt lide idéen om, at man kan skabe noget mere aktivitet for alle, og at man ikke altid er konkurrerende, og jeg synes generelt, at Rema 1000-butikkerne er gode til at lave de her samarbejder, der tiltrækker og samler flere folk,” siger hun.
Hun fortæller også, at hun har haft kunder fra Ørestad, efter hun er rykket over på den anden side af Amager:
“Det er vildt fedt, at folk kommer hele vejen herhen for at støtte mig,” fortæller hun.
Svært med en på min størrelse
Hun har dog også overvejet andre steder Ørestad, men det kan være svært for ‘en med hendes størrelse’:
“Med en vogn som min skal man holde parkeret lovligt som enhver anden bil, og det er efter mit indtryk småt med udendørs og åbne parkeringsområder i Ørestad. Det er også svært at få tilladelse til at stå i en park som eksempelvis Byparken, men jeg holder alle muligheder åbne,” fortæller Tina Planitzer.
Udover at stå bag disken i Frøken T3 fjernstuderer hun enkeltfag i geografi, biologi og historie på HF, og så arbejder hun også som tekstforfatter, for at det kan hænge økonomisk sammen. I disse dage finder man ofte Frøken T3 ved Rema 1000 ved Amager Strandpark, og på hendes Instagram kan man se hvor Frøken T3 triller hen.