Copenhagen Gaming blev afholdt for anden gang i Bella Center i vinterferien. Og kan nu kalde sig Danmarks hurtigst voksende event for gaming og spilkultur. Besøgtallet nåede op på 23.000.
Det betyder, at der blev solgt over dobbelt så mange festivalbilletter i forhold til 2024. Lørdagens billetter var revet væk allerede i januar, og tidligt fredag blev resten af festivalen meldt udsolgt.
Hertil kommer tusindvis af billetter uddelt til skoler og fritidsordninger gennem et særligt ansøgningsprogram.
Andreas Bjerrum Larsen, Head of Copenhagen Gaming Week, mener at festivalen i årfik succes med at engagere publikum som deltagere i stedet for tilskuere:
”Vi traf i år et aktivt valg om at gå fra ‘hands up’, hvor man blot sidder og hepper, mens andre gamer, til ‘hands on’, hvor besøgende kunne komme i spil og prøve så meget som muligt af selv. Vi har oplevet et Bella Center fyldt med alle generationer – fra børn og unge til forældre og bedsteforældre, piger og drenge. Det bekræfter, at gaming er en fællesskabsbærende og inkluderende oplevelse,” udtaler Andreas Bjerrum Larsen.
Spilpris og nyt institut
I løbet af de tre dage summede festivalen af aktiviteter lige fra gadesport, samlerkort og Superligastjerner til brætspil, indie-spiludviklere, kendte content creators, Youtube-stjerner og det meget besøgte streampo1nt, hvor gæster kunne følge med, mens anerkendte danske streamers spillede og talte med publikum både online og i Bella Center.
Spilprisen 2025 blev uddelt i samarbejde med brancheorganisationen Games Denmark og spilmediet Arkaden.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt åbnede officielt Danmarks nye Institut for Spiludvikling, NIMBI, som har fået regeringens opbakning til at styrke dansk spilkultur.

Danmarks bedste gamer
Laurids Foldager blev kåret som Danmarks bedste gamer i turneringen “W”, der kulminerede i Power City med konfetti, stor jubel og tusindvis af tilskuere.
Samlerkortentusiaster oplevede et historisk øjeblik, da et sjældent 26 år gammelt Pokémon Base Set fra 1999 blev åbnet og afslørede hele tre Charizard-kort.
Yderligere vækst
Nicole Bellaiche, direktør for forretningsområdet Bella Presents ser kun at festivalen vil vokse yderligere i fremtiden.
”Allerede nu er vi i dialog med internationale brancheaktører og festivaler for at undersøge, hvordan vi kan styrke gaming- og spilkultur på tværs af grænser. Der er et kæmpe potentiale for gaming som kultur og eksporterhverv i Danmark. Nu har vi for alvor fået en platform, der kan understøtte det store potentiale og tage kampen op med vores nabolande, der historisk set har rykket hurtigere på dette område,” udtaler hun.
