Endnu et læs med gamle træstammer er blevet smidt i Ørestads grønne anlæg. Og det er i den grad meningen. Grundejerforeningerne genbruger kvas, grene og træstammer for at fremme biodiversiteten. Tykke træstammer hentes ind udefra.
I sommeren 2022 kom det første læs med stammer, og nu har endnu et læs fået nyt liv i Ørestad. De har ikke kostet noget, udover transporten.
Selvfølgelig er det ikke alle, som synes, de pynter, men de vil måske se med mildere øjne på dem, når de bliver mindet om, at de året rundt er med til at skabe flere og bedre levesteder for det naturlige liv i parkerne. Døde træer, grenbunker og stendiger er guf for insekter. Vi genbruger så meget som muligt, og vi tager også gerne imod fra andre steder,” siger sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet, Pia Vannacci Elnif.
Da det første læs tykke træstammer ankom til Grønningen i Ørestad Nord sidste år, var børn fra kvarteret med til at bore huller i træstammerne, så bænkebidere og biller let kunne flytte ind.
I Grønningen finder man kvashegn, grenbunker og træstammer i for eksempel insekthaven samt på hovedstien og den snoede sti ved multibanen. I Byparken er der træbunker i parkens nordøstlige hjørne ved toilettet og i det grønne anlæg Løvtaget. Desuden er der gammelt træ på Skovpladsen på hjørnet af Else Alfelts Vej og Ejler Billes Allé. Samt på græsset ud for Else Alfets Vej 93-97.
Fotos: GFS Ørestad