Grønt fællesskab i C.F. Møllers Have

Altaner og fællesarealer bliver taget i brug, når en række beboere i C.F. Møllers Have mødes i et nyt grønt fællesskab, hvor der plantes, bygges insekthoteller og tales om biodiversitet.

C.F. Møllers Have er et nyt boligbyggeri på C.F. Møllers Allé 42, med parkeringsanlæg i kælderen. De 152 boliger er næsten alle udlejet få måneder efter, at de første beboere flyttede ind i december. Der er omkring 20 delevenlige 2-værelses lejligheder tilbage at vælge mellem i ejendommen, der også rummer 3- og 4-værelses lejligheder.

Bygherren Skanska har nu startet et samarbejde med virksomheden TagTomat som vil igangsætte et grønt fællesskab for beboerne. 23 beboere mødte op til den første samling i fællesskabet.

”Vi havde en fantastisk hyggelig eftermiddag med forspiring af tomater, chili, salt og meget mere. Deltagerne tog også lidt ekstra frø med op til deres altankasser og der ligger såjord og potter klar i orangeriet, så beboerne senere kan plante om i større potter,” fortæller naturvejleder Julie Holm fra TagTomat.

”Det har bragt os tættere på vores naboer at plante frø sammen med dem, og det gjorde samtidig genbrug og havearbejde til en sjov form for læring,” siger Thierry Boissière, en af de beboere, der deltager i det grønne fællesskab.

I den første uge af april samles deltagerne igen om at bygge insekthoteller, og senere på foråret tager de en tur ud på den nærliggende Amager Fælled for at lære mere om lokalområdets biodiversitet.
Målet er at det grønne fællesskab bliver en aktivitet som beboerne i C.F. Møllers Have selv driver videre.

80 procent af beboerne i C.F. Møllers Have er under 35 år, og mange i den aldersgruppe har en stor interesse for miljø, klima og biodiversitet. Det vil vi gerne understøtte, og samtidig ønsker vi at arrangere nogle events, hvor beboerne kan mødes og lære hinanden at kende,” forklarer Peter Hartung, projektleder i Skanska.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve