Grønjordskollegiets planer om at erstatte 38 P-pladser med grønt blev bremset af kommunale regler — nu er både hjælpende hånd og nyt fælleshus på vej.
Grønjordskollegiet fremlagde i 2023 planerne om at erstatte 38 parkeringspladser med en grøn klimahave. Villum Fonden og Nordea-fonden gavtilsagn om støtte til projektet med 6 millioner kroner.
Men kommunale parkeringsregler satte sidste år en stopper for planerne. Det er nemlig ikke så nemt at nedlægge paladser i København. Kollegiet fik besked om at udpege, hvor der kunne anlægges 38 erstatnings-parkeringspladser. Kollegiet har i alt 170 P-pladser til de omkring 1.000 beboere. Det er langt flere, end der i dag er krav om at anlægge ved nye kollegiebyggerier.

Løsningen blev at Teknik- og Miljøforvaltningen lavede et lokalplanstillæg, der gjorde det muligt at bringe parkeringsnormen for Grønjordskollegiet ned til nutidens standard – én P-plads pr. 857 etagemeter. Alle partier har bakket op om idéen – og lokalplantillægget ventes at blive vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget i januar. Det skriver Magasinet KBH.
Klimahaven skal anlægges i den nordlige del af kollegieområdet ud til Grønjordsvej. Haven skal blandt andet rumme regnvandsbassiner, et drivhus med spisesal og små urbane studiesteder. Det hele skal efter planen gennemskæres af stier af træplanker.
På længere sigt har kollegiet visioner om at få opført et nyt byggeri i kollegieområdet nordøstlige hjørne med private boliger og kommercielle aktiviteter i stueetagen. En rækkehuslænge med boliger til kollegiets familier samt gæsteboliger er også med i visionerne.