Ørestad Gymnasium laver hvert år en multiforestilling med premiere i starten af februar. Traditionen tro skabes forestillingen af eleverne selv, og i år er skabelsen rykket helt ind – i skabet. Processen former nye venskaber og giver sammenhold på tværs af klasser og årgange.
Af Trine Hvam Madsen, Ørestad Gymnasium
I år har Ørestad Gymnasiums multiforestilling fået titlen PÅKEA EPISODER. Årets forestilling foregår i et IKEA-lignende univers før og efter lukketid, hvor frustrerede kunder kommer op at skændes, og der let kan opstå mystiske og besynderlige hændelser i de forskellige afdelinger. Vanen tro er multiforestillingen en blanding af skuespil, dans, musik og medieskabt scenografi.
Her en måned inden premieren er eleverne godt i gang med at skrive scener, opfinde koreografi og producere film til forestillingen. Der er mange bolde i luften, men både Freja og Isabella er sikre på, at alt nok skal ende med at gå op i en højere enhed.
Freja Utoft fra 2.m og Isabella Koldby fra 2.i er to af de cirka 40 elever, der er med til at skabe årets forestilling. Begge elever var også med sidste år som henholdsvis danser og skuespiller.
“Sidste år fik vi først samlet hele showet weekenden inden premieren. I år har vi et bedre overblik over, hvad både dansere og skuespillere arbejder med,” fortæller Freja, der i år er sanger.
Påkea
Eleverne vælger selv et tema og skaber derfra selve forestillingen. I år blev årets tema begrebet ‘skab’. Via dramaøvelser og associationslege endte eleverne med at vælge, at forestillingen skal centrere om en ikea-lignende virksomhed, hvor der udspiller sig sjove og absurde scener både om dagen, men også efter lukketid.
“Stykket kommer til at handle meget om relationer mellem mennesker, men derudover arbejder vi også med ordspil for eksempel ‘skeletter i skabet’ og ‘at skabe sig’, og så har vi valgt musiknumre, der alle på en eller anden måde kan relateres til ordet skab, eller det at være lukket inde,” siger Freja.


Kortfilm i IKEA
Når man melder sig til multiforestillingen på Ørestad Gymnasium, må man regne med at mange eftermiddage og weekender i en periode bliver fyldt ud af øvere og forberedelse derhjemme. Til gengæld bringer det også sjove og anderledes oplevelser med sig. For eksempel fik medieholdet i år lov til at filme en kortfilm i IKEA.
“Den bliver rimelig mærkelig, men også meget spændende, så jeg er spændt på, hvordan publikum tager imod den,” fortæller Isabella Isabella som var med til at producere filmen.
Sammenhold
Både Freja og Isabella synes at multiforestillingen skaber et unikt sammenhold mellem de medvirkende elever.
“Vi er allesammen interesserede i at få lavet et fedt show og arbejder meget tæt sammen i en lang periode, så vi får et virkelig godt sammenhold. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så godt tilpas, som da jeg sidste år, som 1.g’er, blev en del af multiforestillingen,” fortæller Isabella.
Åben for naboer
I år er forestillingen åben for beboere i Ørestad og alle andre.
“Jeg vil klart anbefale vores naboer at komme og se showet. Det er jo helt igennem elevproduceret og ikke noget man har set før som andre musicals. Og så kan man jo også se, hvor engagerede og kreative eleverne er her,” siger Freja.
Isabella er enig. “Man har rigtig gode muligheder for at være kreativ, spille musik og skuespil, lave film eller lave lys og lyd, når man går på Ørestad Gymnasium, og det hele bliver sat i spil, når vi laver forestilling.”
Årets multiforestilling PÅKEA EPISODER spiller 1. og 2. februar kl. 19 på Ørestad Gymnasium. Billetter kan købes ved at skrive til ma@oegnet.dk. De koster 30 kr.