Budget 2025 er netop blevet vedtaget på rådhuset. Syv partier er med i budgetaftalen. Og de har bl.a. vedtaget at bruge over 60 mio. kroner på flere midlertidige daginstitutionspladser i Ørestad. Pengene skal bruges til at etablere pavilloner til syv børnegrupper (84 børn) på Arne Jacobsens Alle 6G.
Parterne er enige om at afsætte midler til etablering af pavilloner til tidlig opstart af tre 7-gruppers daginstitutioner på Arne Jacobsens Allé 6G i Ørestad City. Nærmere bestemt parkeringspladsen bag ved Field’s og Hotel Cabinn.
Pengene skal bruges til etablering af pavillonerne (60 mio.). Dertil kommer at der i de kommende år skal afsættes penge til serviceudgifter, lejeudgifter og driftsudgifter (32 mio.) i årene 2025-2030.
Udflytterbørnehaver
Som tidligere skrevet i Ørestad Avis har bydelen et akut behov for flere daginstitutionspladser allerede næste år. De syv nye børnegrupper skal derfor suppleres med tre udflytterbørnehaver, som kører ud fra Ørestad, samt fire ekstra børnegrupper som der skal findes plads til i de eksisterende institutioner i Ørestad (5,3 mio. kroner).
Endelig går kommunen i gang med at bygge en daginstitution med syv grupper i Fælledby (81 mio. kroner over fire år). Den skal står klar i 2028.
Bedst mulige resultat for børnene
Christopher Røhl er gruppeforperson for Radikale Venstre og beboer i Ørestad. Han mener at løsningen for Ørestads børn er den bedst mulige lige nu.
“I forhandlingerne stod vi over for en række valg, der kunne have forringet servicen yderligere. Vi risikerede blandt andet at lukke for den populære EAT-ordning under renoveringen af Ørestad Skole. Og vi stod med muligheden for at øge antallet af børn i daginstitutionerne i Ørestad, sende dem ind på Amagerbro eller øge mængden af udflytterbørnehaver betydeligt for Ørestad. Derfor er det godt, at det endte med at børn, forældre og pædagoger fortsat kan være i lokalområdet. Vi kunne i Radikale Venstre ikke acceptere yderligere forringelser,” skriver Christopher Røhl (RV) til Ørestad Avis.
Klaus Mygind (SF) ser også løsningen som den bedst mulige, men problemerne er ikke løst:
“Vi har en stor udfordring i forhold til at sikre familierne i Ørestad børnepasning indenfor kommunens pasningsgaranti. Med budgetaftalen løser vi de akutte problemer. Men der er stadig nogle strukturelle problemer, hvor mange børn skal passes i f.eks. Ørestad, imens daginstitutioner har ledige pladser i andre bydele. Måske skal vi se på, om børn kan få en plads tæt på forældrenes arbejdsplads, hvis den ligger i kommunen. Så diskussionerne kommer til at fortsætte”, siger Klaus Mygind (SF).
Genhusning af Ørestad Skole
Ørestad Skole er ramt af omfattende vandskader, som skyldes et forkert materialevalg i facaderne. Hele skolen skal renoveres i de kommende år. Det nye budget afsætter midler til genhusning af 12 klasser og en fritidsklub fra Ørestad Skole. Eleverne skal bo i pavilloner, og ligesom med daginstitutionerne placeres de på Arne Jacobsens Alle 6. Genhusningen kommer til at koste 87,3 mio. kroner i de næste fem år.
Bidrag til Konkurrencen ”Byens Scene” – bedre byrum omkring spillesteder i Ørestad
Parterne er enige om at afsætte midler til at bidrage til konkurrencen ”Byens Scene”, som skal skabe
bedre byrum omkring de store koncertdestinationer i Ørestad. Der afsættes 0,5 mio. kr. på service i 2024 til bidrag til konkurrencen ”Byens Scene”.
”Når projektet er realiseret vil det give en langt bedre oplevelse for de mange som besøger bydelen i forbindelse med koncerter og andre events. For os der dagligt færdes i Ørestad vil det også betyde meget i form af en bedre sammenhæng i bydelen skabt på baggrund af arkitektur og kunst af meget høj klasse”, udtaler borgmester Jens-Kristian Lütken (V)
Overdækning af Helsingør- og Øresundsmotorvejen
Parterne er enige om at arbejde videre med mulighederne for overdækning af hhv. Helsingør- og
Øresundsmotorvejen. Finansiering heraf henvises til “senere forhandlinger med udgangspunkt i
resultaterne af de igangværende analyser”. På linje med den delanalyse, der er foretaget af
Øresundsmotorvejen, skal der kigges på alternativer til overdækning, herunder støjskærme, mv.
Fra Fælled til Strand
På baggrund af visionsplanen ”Amarlinie – Fra Fælled til Strand” ønsker parterne at afsætte midler til en foranalyse, som skal sikre en sammenhængende grøn forbindelse på tværs af Amager. Der afsættes 1,5 mio. kr. samlet på anlæg i 2025-2026 til foranalyse af Elbagade.
De syv partier, som er med i budgetaftalen er: Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
De Konservative trådte ud af aftalen på grund af partiets modstand imod, at prisen på beboerparkeringslicenser i Københavns Kommune kommer til at stige.