Hadija er igen klar med blomster i Byparken

Fra den grønne campingvogn i Byparken i Ørestad City kan man igen købe en buket eller plante med hjem. Hadija fra Mirembe Flowers vil udvide åbningstiden, og håber at ansøgning om en permanent butik går igennem.

Så snart vejret tillod det, åbnede Hadija igen sin blomsterbutik ved indgangen til Byparken, og kunderne hilste hende velkommen tilbage. butikken har været lukket hele vinteren og blæst og regnbyger har udskudt åbningen.
“Vi har hverken vand eller strøm, så blomsterne har svært ved at klare sig når det er koldt. Desuden blæser de let væk, når de står her udenfor vognen,” forklarer Hadija.

Hun er uddannet blomsterbinder og har arbejdet i flere blomsterbutikker, før hun i 2021 åbnede blomster pop-up-butikken Love & Tenderness i den grønne campingvogn i Byparken, sammen med sin søn Sam. Nu er den genåbnet med ny ejer og nyt navn, og med Hadija ved blomsterne hver dag. Hun tilbyder buketter og blomster til alle begivenheder såsom bryllupper, begravelse og dekorationer. 

“Vi blev virkelig godt modtaget af beboerne herude, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger Hadija.
“Men det er klart at de har undret sig, fordi vi har været lukket så længe. Men jeg tror virkelig på butikken her, og nu har vi søgt om at få lov til at sætte en pavillon op et sted i Byparken, og få lagt strøm ind, så vi kan sikre det rigtige indeklima til vores blomster og planter. Hvis det lykkes, vil vi holde åbent hele året,” siger hun.

“Jeg har altid været meget glad for blomster. I Afrika, hvor jeg kommer fra er der masser af blomster overalt, og folk plukker bare nogen, hvis de vil have en buket med hjem. Da jeg kom til Danmark for 30 år siden, opdagede jeg at man er nødt til at købe dem i blomsterbutikker, især om vinteren. Så jeg blev blomsterbinder, så jeg kunne arbejde med blomster hver dag,” siger Hadija.

Butikken har nu åbningstid tirsdag til fredag 10-17 og lørdag-søndag 10-16.

“Og husk alt skrive en tak fra mig til mine kunder – og til grundejerforeningen,” siger Hadija.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »