Naturnationalpark på Kalvebod Fælled kan give en historisk mulighed for vild natur, biodiversitet og oplevelser for millioner.
Af Peter Hjorth, formand for Ørestad Syd Borgerforening
Efter mødet 27. februar med forfatter Rune Engelbreth Larsen samt folketingspolitiker Ole Birk Olesen står det klart: Naturnationalpark Kalvebod Fælled kan tage to vidt forskellige retninger:
– Enten bevarer vi de store vådområder og lader ornitologerne sætte dagsordenen.
– Eller vi skaber en ny og langt vildere dimension af biodiversitet med flokke af vildheste, elge, bisoner og flere træer og buske, samtidig med at fuglereservatet i syd bevares.
Afvanding
Løsningen er at undersøge, hvordan vi teknisk kan afvande området uden at skade fuglereservatet. I dag betyder den store vinteroversvømmelse, at:
– Vi mister potentialet for et frodigt naturområde med større dyreflokke.
– Træer og buske ikke kan vokse, hvilket holder biodiversiteten nede.
– Der er for lidt tør plads til, at store græssere kan eksistere naturligt.
– Pinseskoven er ved at dø, fordi den står under vand om vinteren – det kan skove og store planter ikke tåle.
Ydre hegn
For at sikre et sammenhængende naturområde skal de indre hegn fjernes, og der skal etableres et ydre hegn. Det er nødvendigt for at give dyrene den plads, de har brug for, samtidig med at der stadig er kontrol over området.
Hvis vi fjerner den unødvendige vinteroversvømmelse og skaber et naturligt græslandskab, opnår vi:
– Højere biodiversitetsscore, da tørre arealer giver langt større artsrigdom end oversvømmede områder.
– Store flokke af vildheste, elge og bisoner, som vi allerede ser flere steder i Danmark og Nordtyskland.
– Oplevelser for 800.000 københavnere og amagerkanere – og en ny turistattraktion med op mod en million besøgende om året.
– Et beskyttet naturområde uden jagt, med udkigspunkter og afmærkede stier, så både mennesker og dyr får de bedste betingelser.
– Vestamager Station og Ørestad bliver adgangsporten til en unik naturoplevelse.
Biodiversitet
Fokus bør være på at skabe en ægte naturnationalpark på Kalvebod Fælled, hvor de rette forhold kan give et markant løft i biodiversiteten.
Oversvømmelsen af Kalvebod Fælled er eskaleret de seneste år, blandt andet på grund af overskudsvand fra projekter på østsiden af Amager. Det er ikke bare et problem for naturen, men også for byens fremtid.
Stormflodssikring er uundgåelig – vi skal alligevel finde løsninger for de 100.000 mennesker på Amager og i Ørestad, der bliver berørt.
Hvis vi ikke handler nu, mister vi muligheden for at skabe noget helt unikt.
Min vision er en Kalvebod Fælled uden hegn på kryds og tværs, hvor flokke af vildheste, elge og bisoner løber frit. En frodig, levende natur med nyt dyreliv, blomster og sjældne arter. En kæmpe naturattraktion lige ved København.
Lad os nu handle. Bureaukratiet må ikke bremse en fantastisk mulighed.
Hvad tænker du? Skal vi satse på vildskab, biodiversitet og naturoplevelser for både dyr og mennesker?