Et flertal i BR ville have en redegørelse, og Økonomiforvaltningen sagde i princippet OK. Men idéen om et selvstændigt Ørestad Lokaludvalg kom aldrig på bordet under budgetforhandlingerne.
Det var på initiativ fra Beskæftigelses- og integratinsborgmester Jens-Kristian Lütken (V), at borgerrepræsentationen (BR) i juni måned drøftede ideen om et Ørestad Lokaludvalg, og vedtog at Økonomiforvaltningen skulle komme med en redegørelse. Med mere end 90.000 borgere er Amager Vest klart det største af de 12 geografiske områder i København, der har et lokaludvalg. En del af området under Amager Vest Lokaludvalg er Ørestad. Der bor over 26.000 mennesker i Ørestad, og bydelen er i fortsat vækst.
“For en ny bydel som Ørestad er der nogle særlige forhold, der gør sig gældende. Derfor er det oplagt, at bydelen har sit eget lokaludvalg,” stod der blandt andet i forslaget.
Økonomiforvaltningens redegørelse gjorde det klart, at det blot krævede et simpelt flertal i BR for at gøre lokaludvalget til virkelighed. Men at det hastede lidt, hvis det skulle ske allerede fra næste år, da der skal vælges nye lokaludvalg i begyndelsen af 2026, efter kommunalvalget i november.
Men så blev det sommerferie, og da partierne i august startede budgetforhandlingerne. Forligsaftalen nævnte ikke Ørestad Lokaludvalg med et ord.
Brug for mere tid
Jens Kristian-Lütken forklarer, hvad der skete:
“Forslaget kom ikke med i budgettet, og jeg tror også der er behov for at vi bruger lidt mere tid på at diskutere, hvordan fremtidens lokaludvalg skal se ud. Jeg har mødte flere forskellige, som har foreslået at man laver et fælles lokaludvalg for Ørestad, Islandsbrygge og den nye Fælledby. Det kunne måske være en vej at gå, men det kræver noget mere forberedelse og en ordentlig dialog. Det er vigtigt at der ikke bare bliver slået nogle streger på et kort i en sen nattetime,” forklarer han.
Lokaludvalg: Vi skal tænke os om
Amager Vest Lokaludvalg drøftede sagen på sit møde i denne uge. Det var formand Kresten Thomsen som havde sat den på dagsordenen.
“Jeg ville gerne vide, om der er en generel utilfredshed med Amager Vest Lokaludvalg i Ørestad, om man føler sig overset? Vi har jo trods alt en fem-seks medlemmer fra Ørestad som medlemmer. Der var da heller ikke tegn på nogen direkte kritik. Men jeg kan godt forstå, at Ørestad er blevet så stor og “moden” at bydelen gerne vil have sin egen stemme. Det er bare vigtigt at vi tænker os om. Hvad så med Islands Brygge? Og vil mindre lokaludvalg som i Ørestad få mere indflydelse, end man gør i dag, som en del af Københavns største bydel, nemlig Amager Vest? Nu får vi lidt mere tid til at gennemtænke en eventuel ny opdeling,” siger Kresten Thomsen.








