I virksomhedsfællesskabet UNIVATE i Ørestad Nord arbejder 130 innovative startups og iværksættere indenfor områderne AI, IoT, legaltech og software. Vi har talt med tre af dem om innovation, inspiration og gangfest.
På to etager i på Søndre Campus ud til Ørestads Boulevard ligger UNIVATE – en del af Symbion og et kontorfællesskab for start-ups og scale-ups som arbejder med IT, AI, software, gaming og meget andet.
Men hvad har været udfordringerne ved at starte og vækste deres virksomheder? Hvad har skabt succeserne?
Hvad ser de som Ørestads største styrker og potentiale som innovationsdistrikt? Hvorfor har de valgt at bo lige her?
Det har vi spurgt om hos tre af virksomhederne: Droids Agency, Toolpack Solutions ogHowdy.
Innovationen har vi med
Bag glasdøren på gangen på tredie sal sidder op til 17 medarbejdere ved deres computere i firmaet Droids Agency, som blev stiftet i 2017 og meget hurtigt valgte at etablere sig i UNIVATE.
“Vi ville gerne ud i et professionelt miljø, og valgte UNIVATE, dels fordi jeg boede i Sverige på det tidspunkt, og dels fordi vi var tiltrukket af naboskabet med både Dansk Center For Anvendt Kunstig Intelligens og Alexandrainstituttet”, fortæller Tim D. Hansen, Managing partner i Droids Agency. (Foto foroven).
Droids Agency arbejder med automatisering af forretningsprocesser for en lang række virksomheder og offentlige myndigheder. Dertil kommer AI-løsninger, som har taget fart med nye værktøjer som for eksempel ChatGPT. Droids Agency har modtaget Børsens Gazellepris de seneste to år.
“Vi er meget glade forat bo her og håber at vi kan blive, selv om universitetet har vokseværk,” siger Tim, som synes at Univate ligger perfekt i forhold til medarbejdernes bopæle, og dertil har gode parkeringsforhold, metro osv.
Det bliver mere interessant, hvis formålet er at skabe et rentabelt projekt. Måske skal det gøres nemmere at matche virksomhederne.
Rasmus Hartung, Howdy
“Desuden er vi del i et klyngenetværk eller en familie om man vil. Vi mødes til fredagsbar og andre events. Selv om vi laver mange forskellige ting, opstår der en gang i mellem spontane samarbejder, og vi inspirerer og hjælper hinanden. Det hele skal ikke kun være business, vi har også brug for det sociale samvær,” siger Tim.
“I forhold til innovation, jamen så er vi her ikke for at FÅ innovation. De mange start-ups her på Univate vil nok alle sige, at innovationen, det er noget de SELV kommer med. Vi skaber innovationen, men har brug for at spejle os i hinanden og være sammen med ligesindede”.
Netværk er nøglen
I kontorlandskabet hos Toolpack Solutions sidder Co-CEO & partner Christian Petersen. Toolpack Solutions har siden 2002 udviklet og solgt app’en Toolpack 365 som er en budget- og rapporteringsløsning.
Gennem tiden har Toolpack Solutions hjulpet mere end 3000 virksomheder i Danmark, Island og Grønland.
Christian Petersen er især glad for at UNIVATE ligger i samme bygning som de universitetsstuderende. Det gør at man oplever liv og summen, når man bevæger sig rundt på campus.
“Startup-miljøet er et nærværende community, der skaber relationer blandt de rigtige mennesker på tværs af iværksættere, universiteter, corporates, brancher og økosystemer,” siger han.
For Toolpack Solutions har vækstrejsen været præget af jagten på den rigtig kapital fra investorer eller banker.
“Som startup er det ikke altid det nemmeste. At finde de rigtige medarbejdere har også været svært, grundet manglen på IT folk generelt i landet,” fortæller han.
“Til gengæld har UNIVATE bidraget til et sindssygt godt netværk! Og netværk har være vores nøgle til vores succes. Det har gjort at vi kunne skabe det helt rigtige team af gode medarbejder – og det rigtige netværk af kunder der køber vores produkt.”
Her kommer nærheden til universiteterne KU og ITU også ind. En del studenter fra de to steder arbejder i dag for Toolpack.
“Men i det hele taget ser jeg Ørestad som et sted hvor der efterhånden er samlet en masse virksomheder som arbejder med startup – og efterhånden en masse gode kontorfællesskaber med både mindre og større virksomheder som kan hjælpe hinanden. Dertil kommer at infrastrukturen fungerer super godt i Ørestad,” siger Christian.
UNIVATE bidrager til et sindssygt godt netværk! Og netværk har være vores nøgle til vores succes. Det har gjort at vi kunne skabe det helt rigtige team.
Christian Petersen, Toolpack Solutions
Vi skal jo tjene til lønnen
Howdy er en startup som arbejder med forebyggelse af mental og fysisk sundhed på arbejdspladserne. Ved hjælp af et digitalt værktøj kan Howdy identificere dem, der har behov for forebygende samtaler mv. Dette kombineres med rigtige opkald til brugerne fra rigtige mennesker.
“Vores løsninger står på et videnskabeligt fundament, og det tager tid at opbygge den slags, men vi har stædigt holdt fast,” fortæller Co-founder & CEO Rasmus Hartung.
Siden starten i 2014 er Howdy vokset til nu 15 medarbejdere og vokseværket har betydet at Howdy har flyttet kontor internt i UNIVATE fire gange. Rasmus Hartung synes at Ørestad er et “lille Silicon Valley, som kan blive større”.
“Der er helt klart potentiale. Og UNIVATE tilbyder et naboskab hvor vi bruger hinanden. Der er altid nogen at snakke med – og sociale arrangementer på etagen. Desuden bor vi godt i forhold til at finde talentfulde studerende, som kan blive til nye medarbejdere”.
Han har i 2022 deltaget i en sparring med ØICC om hvordan samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og store og små virksomheder i Ørestad kan styrkes.
I forhold til innovationssamarbejder mener Rasmus, at det er vigtigt at der bliver talt ind i den virkelighed, som virksomhederne sidder i.
De mange start-ups her på Univate vil nok alle sige, at innovationen, det er noget de SELV kommer med. Vi skaber innovationen, men har brug for at spejle os i hinanden og være sammen med ligesindede”.
Tim D. Hansen, Droids Agency
“Som startup eller scaleup skal du først og fremmest generere løn til dine medarbejdere. Der er begrænset tid til de brede diskussioner. Det bliver mere interessant, hvis formålet er at skabe et rentabelt projekt. Måske skal det gøres nemmere at matche virksomhederne. Jeg har for nylig hørt om et nyt initiativ, som er en slags ‘behovsfabrik’ hvor alle kan melde ind med deres konkrete behov for innovation, en slags ‘børs for behov’,” siger Rasmus Hartung.
Artiklen er lavet i samarbejde med ØICC, se også ØICC-siderne i avisen 14. december.