IT-Universitetet fylder 25 år

30. august fyldte IT-Universitetet 25 år. De første 147 studerende mødte ind til studiestart på universitetet i 1999. Fem år senere rykkede man ind i nybygget universitet i Ørestad Nord.

Idéen om at Danmark skulle have en institution, der udelukkende beskæftigede sig med at forske og uddanne inden for it, blev første gang luftet i 1997. De daværende undervisnings- og forskningsministre nedsatte i 1998 en arbejdsgruppe, som skulle undersøge, hvad man kunne gøre, og en af deres anbefalinger var at oprette en IT-Højskole i København.

Formelt var IT-Højskolen i begyndelsen en del af CBS, men med egen bestyrelse og egen post på finansloven. Konstruktionen holdt frem til 2003, hvor en international evaluering anbefalede en løsrivelse. Den 1. juli 2003 blev IT-Universitetet et selvstændigt universitet. I 2004 flyttede universitetet ind i sin egen nye bygning i Ørestad ved siden af Københavns Universitets Søndre Campus og DR Byen.

Siden er universitetet vokset eksplosivt og tæller ca. 2.800 studerende. Omkring 1.300 studerende optages om året på universitetets bachelor-, kandidat- og efteruddannelser.

ITU’s rektor, Per Bruun Brockhoff, mener at væksten vil fortsætte. For IT-Universitetet har unikke forudsætninger for at bidrage til at løse arbejdsmarkedets mangel på it-kyndige.
“Den mangel vil kun blive mere udtalt i de kommende år og årtier, og det er meget ærgerligt, at vi må afvise hundredvis af kvalificerede ansøgere til vores uddannelser, fordi vi er pålagt at reducere studiepladser. ITU er sat i verden til at skabe værdi med it for samfundet – det gør vi også om 25 år,” udtaler rektoren til nyhedsbrevet fra IT-Universitetet.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »