Det er forbudt at fiske i Ørestads kanaler og søer. Det skyldes, at livet i vandet kræver nøje overvågning og pleje for at det kan holdes i balance.
Det understreger Ørestad Vandlaug, som har ansvaret for vandkvalitet og fiskeliv i Ørestads kanaler og søer. Baggrunden er at flere og flere denne sommer står og fisker mange steder i Ørestad.
“Vi forstår godt, at det kan være spændende og hyggeligt at være på fisketur. De fleste ved nok ikke, at vi bruger mange ressourcer på at holde søer og kanaler i balance, og at deres fiskeri kan være med til at ødelægge det store arbejde,” siger Kim Jansen, der er driftsleder i Ørestad Vandlaug.
Sårbart økosystem
Ørestads kanaler og søer er designet til at opsamle regnvand og på den måde beskytte bydelen mod oversvømmelser, samtidig med at de er hjem for et sårbart plante- og dyreliv.
Vandlaugets undersøgelser har vist, at der flere steder er for mange fredfisk som skaller og karusser i forhold til rovfisk som aborrer og gedder. Hvis der fiskes ukontrolleret, er det meget svært for Vandlauget at opretholde et balanceret økosystem i vandet.
“Når der er for mange fredfisk, æder de det dyreplankton, som skulle have ædt planktonalgerne i vandet. Det gør vandet mere uklart, så solstrålerne ikke når vandplanterne på bunden,” forklarer Kim Jansen, der også peger på en anden udfordring:
“Vi kæmper også en del med ulovligt udsatte karper, som blandt andet roder i bunden og dermed ødelægger økosystemet i søerne. Dem prøver vi ihærdigt på at fange, men de er snu og svære at fange.”
For at fange dem, er der givet tilladelse til nogle få fiskere, som altid bærer vest med synligt Vandlaug-logo. De fisker primært efter karper, men nogle gange fisker de dog også andre fisk, alt efter hvad målingerne viser.
“Målet er altså at forbedre vandkvaliteten på den lange bane. Jeg håber, den lidt længere forklaring hjælper på forståelse for, at det er nødvendigt med et fiskeriforbud,” slutter driftslederen.

Hvor må man gerne fiske?
Der findes mange steder, hvor man gerne må fiske, hvis man har fisketegn. Naturstyrelsen peger på flere søer på Amager, hvor fiskeri er tilladt. Det gælder f.eks. Trekantsøen, hvor Artillerivej møder Vejlands Allé, samt Storehøj Sø, som kun ligger få minutter fra Ørestad Syds spids.
Desuden kan man fiske i Damhussøen, Utterslev Mose og søen mellem Sjællandsbroen og Ved Slusen. Tæt på Ørestad er Nordre Landkanal ikke omfattet af forbuddet. Den løber langs cykelstien ved Slusevej og videre langs Vejlands Allé. Nordre Landkanal er ikke forbundet til resten af Ørestads sø- og kanalsystem, og fiskebestanden reguleres ikke.
Her kan må man gerne fiske: https://www.google.com/maps/d/u/1/edit?mid=10jDiks5WCdn07kQwhP41ErLcmfv1csg&usp=sharing
Hvad kan man gøre, når man støder på ulovligt fiskeri?
- Tag en venlig snak med dem, du møder ved kanalerne – ofte ved de ikke, at det er ulovligt, eller måske kender de ikke til konsekvenserne
- Henvis til de piktogramskilte, som er opsat omkring vandet
- Hvis situationen eskalerer, eller tonen bliver grov, er det helt i orden at kontakte Politiet
Ørestad Vandlaug vil i løbet af sommeren opsætte endnu flere skilte for at gøre forbuddet tydeligere.








