Jazz Out South: Ny minifestival i Ørestad Syd

To nye naboer i Ørestad faldt i snak. Det viste sig, at de begge hed Jakob, og begge to var professionelle jazzmusikere.  Nu laver de minijazz-festival i Ørestad Syd.

Jakob og Jakob er to professionelle jazzmusikere, som begge flyttede ind i bofællesskabet Grønne Eng sidste år. 

“Vi kendte ikke hinanden, men fandt hurtigt ud af, at vi har samme referencerammer og drømme – og samtidig spiller vi  supergodt sammen,” fortæller Jakob Høgsbro, som sammen med Jakob Sørensen nu laver en mini jazzfestival i Ørestad Syd lørdag 6. juli.

Deres festival ‘Jazz Out South’ skal  fremme nye kulturelle fællesskaber for beboere i alle aldre og samarbejdspartnere i Ørestad Syd. 

“Nogle af vores fælles drømme handler om at være generøse med vores musik og forsøge at få endnu mere liv i Ørestad Syd. Derfor laver vi festivalen. Det bliver en dag med tre koncerter. Og vi håber næste år at kunne lave en to dages festival,” siger Jakob Høgsbro. 

I alt tre koncerter skal foregå lørdag  omkring The Spot i Skovrummet. Her vil der også være et chill-out område, som integrerer det grønne område som en del af musikoplevelsen. 

Dertil kommer en koncert arrangeret af Kirken i Ørestad, nemlig en jazzgudstjeneste søndag 7. juli på Noli Residences i UN17 Village.

På grund af CPH Jazz Festival er der i forvejen omkring 200.000 jazzpublikummer i København den 6. juli. 

“Så vi forventer at vi kan tiltrække publikummer fra hele byen og præsentere  Ørestad Syd som en levende og interessant bydel. I øvrigt er koncerterne gratis,” siger Jakob Høgsbro. 

Jazz Out South er støtte af Amager Vest Lokaludvalg, Ørestad Syd Borgerforening og Dansk Kapelmesterforening.

Program

Jazz Out South. The Spot, Else Alfelts Vej 65

Lørdag 6. juli
Kl. 13.00 Børnekoncert: Ækle Jazzede Eventyr. Bliv tryllebundet af fortællinger om ‘Den Lilla Møghætte’, ‘Klaskepot’ og ‘Den Dumme Ælling.  Jakob Høgsbro – sax og fortæller. Benita Haastrup – trommer. Ida Hvid – kontrabas

Kl. 15.00 Chill-Out Koncert.Høgsbro/Sørensen Duo. Jakob og Jakob fortolker den danske sangskat i et ambient univers. Med saxofon, trompet, klaver og effektpedaler. Jakob Høgsbro – sax, effekter og klaver. Jakob Sørensen – trompet og effekter.

Kl. 17.00 Karmen Rõivassepp Quartet. Prisbelønnet vokaljazz med Karmen og hendes sammenspillede band som bevæger sig i et stemningsfuldt og melankolsk univers med plads til både leg og fordybelse. Karmen Rõivassepp – vokal. Simon Eskildsen – klaver. Adrian Christensen – bas. Daniel Sommer – trommer.

Søndag 7. juli
Kl. 11.00 JAZZGUDSTJENSTE. Noli Residences/UN 17 Village, Else Alfelts Vej 110. 
Kirken i Ørestad holder jazzgudstjeneste med anerkendte jazzkunstnere. Rose Kroner – vokal. Christian Berg – klaver. Jesper Thorn – bas.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve