Energinet skal lægge nye og stærkere højspændingskabler i jorden på tværs af Amager. Arbejdet forventes at gå i gang i slutningen af februar i år og vil vare hele 2026 og en del af 2027. Trafik og adgangsforhold vil blive påvirket. Artillerivej bliver spærret for biltrafik i en periode.
De nye højspændingskabler skal føres fra H.C. Ørstedværket i Sydhavn til Amager Koblingsstation midt på Amager – og derfra videre til Amagerværket på Amagers nordlige spids.
Kabelarbejdet forventes at gå i gang på Artillerivej langs Amager Fælled allerede fra uge 9, dvs. fra 23. februar. Energinet afventer den endelige tilladelse fra Københavns Kommune før arbejdet kan gå i gang.
Det vil være nødvendigt at spærre Artillerivej af for al trafik for at få nok plads til at udføre arbejdet. Området er gammelt militært øvelsesterræn, og derfor kan der ligge ammunitionsrester i jorden. Det kræver en række sikkerhedsforanstaltninger som store sandsække og andet udstyr, der kræver ekstra plads. Inden der kan graves i jorden, skal den undersøges for mulige eksplosiver, som i givet fald skal uskadeliggøres først.

Bilister skal benytte Ørestads Boulevard som omkørsel ind til Islands Brygge og centrum. Cyklister og gående bliver guidet ind på en skiltet sti på Amager Fælled. Energinet er i dialog med haveforeninger og andre brugere af de forskellige fritidstilbud i området for at koordinere arbejdet ift. afhentning af affald, parkering mm.
Kablet lægges i jorden ved hjælp af underboring, det vil sige at der ikke laves en åben udgravning. Men det bliver alligevel nødvendigt at spærre for biltrafikken på en del af Amagerbrogade, Holmbladsgade og Artillerivej. Ligesom der vil være private indkørsler i villakvartererne ved Englandsvej og Irlandsvej, der bliver påvirket. Der kan også være støj fra boremaskinen og andre tunge køretøjer.
Kabelarbejdet vil også berører busruter på Amager, mens arbejdet står på. Ændringer til køre- og ruteplan bliver meldt ud via Movias egne kanaler.







