Kabelgravning lukker kryds på Vejlands Allé

Kabelarbejde på Vejlands Allé på Amager begynder 26. maj – krydset ved Artillerivej spærres helt af 1-2 nætter i juni 

26. maj går Energinet i gang med at lægge kabler i jorden på Vejlands Allé på Vestamager. Der er trafik i begge retninger, men de sydlige vejbaner inddrages til arbejdsområde. Det kan betyde trængsel og bilkøer i myldretiden. Og om aftenen og natten 8. til 10. juni er det nødvendigt at spærre krydset ved Vejlands Allé og Artillerivej for al biltrafik. 

Det skyldes at Energinet er i gang med at lægge nye højspændingskabler i jorden på tværs af Amager. To nye 132 kilovolt-kabelforbindelser skal forbinde H.C. Ørstedværket, Amager Koblingsstation og Amagerværket for at sikre fremtidens elforsyning. På Vestamager skal kablerne føres fra Nokken og ud til Amager Koblingsstation på Irlandsvej 95. Lige nu arbejder entreprenøren NCC på Artillerivej, som er spærret for gennemkørsel frem til august.  

Fra tirsdag 26. maj udvides arbejdsområdet, så der også arbejdes på Vejlands Allé mellem Artillerivej og Center Boulevard nær Bellacentret. I juni måned forlænges arbejdet ned til Ørestads Boulevard.  

Når der skal underbores fra Artillerivej til Vejlands Allé, er det nødvendigt at spærre krydset mellem Artillerivej og Vejlands Allé helt af både for trafik på Vejlands Allé og for ind- og udkørsel til Artillerivej og Ved Slusen. For at kunne lave underboringen i det kryds skal entreprenøren nemlig have fuld adgang til at kunne komme rundt i krydset til fods og måle underboringen. Arbejdet ventes at vare en til to nætter fra mandag 8. juni til onsdag 10. juni, hvor krydset er spærret i tidsrummet 20.00 – 05.00. 

Trafikken vil gå langsommere
Arbejdet kræver en del plads til både maskiner, materialer og for at Energinets entreprenør NCC kan udføre arbejdet sikkert. Derfor inddrages cirka halvdelen af vejbanerne til arbejdsareal.
“Der vil være trafik i begge retninger, men der er færre vejbaner til rådighed. Det kan give trængsel især i myldretiden. Bilister og andre trafikanter opfordres til at være opmærksomme på ændrede trafikforhold i området og til at afsætte ekstra tid, hvis de skal forbi strækningen i de mest trafikerede timer,” skriver Energinet. 

Der vil desuden være mindre trafikale restriktioner andre steder; blandt andet venstresvingsforbud til Fælledbyen, ligesom et busstoppested på Vejlands Allé bliver flyttet.

Skal passe på gammel ammunition
“Det er lidt mere omstændeligt at arbejde på denne del af Amager, da det er tidligere militært øvelsesterræn. Der skal blandt andet opsættes store sandsække som beskyttelse ved boremaskinen, når der bores. Og vi har et ammunitionsrydningsteam på pletten til at holde øje med ammunitionsrester, når der graves i jorden,” skriver Energinet.  
“På Artillerivej har vi også holdt øje med mulige farer i jorden, men der er ikke blevet fundet noget indtil videre. Men på Vejlands Allé er sandsynligheden større, da det især er i dette område, at granater og andre former for ammunition er ramt ned gennem de flere hundrede år, hvor der er blevet skudt på skarpt på Amager Fælled”.  

Datoer:

  • 16. marts – 19. august: Artillerivej er spærret for gennemkørsel 
  • 26. maj – 14. oktober: Kabelarbejde på Vejlands Allé i flere faser – arbejdet begynder i ved Artillerivej
  • Aftenerne og nætterne mellem 8. og 9. juni og 9. og 10. juni: Krydset Vejlands Allé og Artillerivej spærret for biler om natten mindst én og måske to nætter mellem klokken 20.00 og klokken 05.00.  
Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »