Kære Rane Willerslev

Vil du bygge et nyt Nationalmuseum/Kulturmuseum ved Kalvebod Fælled i Ørestad?
Jeg vil meget gerne være med til at opbygge det sammen med jer.

Af Mira M. Cordsen, Experience Ørestad og Asgers Have

“Vi skal give meget mere plads til opbyggelighedselementet, hvor vi skal være med til at bygge mennesker og samfund op,” fortæller du til Information den 2. august – i en tid, hvor kultur er fundamentet for et samfund.

Et ekstra/nyt Nationalmuseum eller Kulturmuseum på f.eks. Asger Jorns Allé i Ørestad – a la Musée du Quai Branly i Paris – ville få enorm betydning, både for beskyttelsen af vores kultur og for opbygningen af en ny.

Ørestad mangler at omfavne sit potentiale som en by for hele verden. 52 % af beboerne i Ørestad, hvor jeg selv bor i UN17 Village, er internationale, der søger lykken i København og i den nye bydel.
Vi er nødt til at tage opbyggelighedselementet alvorligt i en bydel som Ørestad – både ud fra tankegangen om at værne om vores kultur og historie i Danmark, men også ud fra en erkendelse af, at København rummer en af de bedste muligheder for at skabe sammenhængskraft og stærke civilsamfund gennem kulturen.

Mine overboere er fra Seattle – de er “flygtet” fra USA. Mine naboer er fra Bologna – de er “flygtet” hertil til Danmark for at søge et nyt liv. Mine andre naboer er fra Israel, Iran, Grækenland, Portugal, Tyskland, Kina, Ukraine – faktisk ved jeg slet ikke, hvor mange forskellige nationaliteter der bor her, men det er markant mange.
Mange af dem er gift med Novo Nordisk, og i fællesrummet er der “Snak dansk-café” hver anden torsdag, Pride Brunch på tagterrassen og  potluck om søndagen med samtaler om, hvordan vi hver især er kommet til netop dette sted i København.

Jeg har flere gange hørt og set udtalelser fra Nationalmuseet om ønsket om at bygge nyt eller udvide. Jeg synes, I skal bygge i Ørestad, hvor fundamentet for at opbygge en stærk kultur stadig mangler. Flere steder herude er vi stadig kun på hoppeborgs-niveau – og selvom vi nyder musikken, når Drake eller Katy Perry flygtigt gæster os, så skriger vi fortsat på fundamentet.

Det fundament mener jeg, et ekstra Nationalmuseum kunne være.

Har du lyst til at “walk the city” herude med mig og tale om, hvordan vi kan opbygge kulturen med et Nationalmuseum/Kulturmuseum?

Jeg arbejder som formidler af byens bæredygtige nybyggerkvarterer og med at skabe fysiske steder i byerne, hvor folk kan mødes i inkluderende, mangfoldige og ligeværdige fællesskaber og oplevelser.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »