Kay Fiskers Plads i Ørestad City er vindblæst og ikke særlig gæstfri. Det skal der gøres noget ved, mener Venstre på rådhuset, som har fået de andre forligspartier med på at der skal afsættes penge til en omdannelse af pladsen.
Partierne bag kommunens budget har i marts måned indgået en en aftale om de overskydende midler fra det seneste budget, og her har de forpligtiget sig til at afsætte penge til en omdannelse af Kay Fiskers Plads i næste års budget.
Kay Fiskers Plads ligger placeret i Ørestad mellem metrobanen og to store erhvervsbygninger. På grund af pladsens indretning er den meget vindblæst. Der er derfor et ønske om at omdanne pladsen, og et fremtidigt projekt skal bl.a. undersøge mulige løsninger for at skærme vinden på pladsen.
Venstres Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) bor selv få hundrede meter fra pladsen:
”Forleden var jeg forbi Lagkagehuset på Kay Fiskers Plads og blev endnu engang bekræftet i at det er vigtigt at vi får gjort noget ved pladsen. Der kommer rigtig mange mennesker forbi hver dag, men pladsen inviterer overhovedet ikke til ophold. Det kan vi gøre meget bedre. Der er et kæmpe potentiale for at skabe et mere brugbart byrum til gavn for beboerne i Ørestad og andre forbipasserende. Det glæder mig derfor, at vi har fået de andre partier med på at afsætte finansiering i førstkommende budget”, udtaler Jens-Kristian Lütken (V).
Forhandlingerne om Budget 2025 ligger i begyndelsen af september i år, hvor politikerne på Københavns Rådhus vil tage endelig stilling til finansiering af en omdannelse af Kay Fiskers Plads.
Overførselssag 2023-2024 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)