Igen i år hylder VILLUM FONDEN og Politiken den gode lærergerning. Politikens Undervisningspris er nu er åben for indstillinger fra elever, forældre og kolleger
Nu og frem til den 21. marts klokken 23.59 kan alle indstille netop deres yndlingslærer til Politikens Undervisningspris. Med prisen sætter VILLUM FONDEN og Politiken fokus på landets dygtige lærere.
”Nu bliver jeg lige lidt højstemt, men altså: God undervisning er fundamentet for et veludviklet demokratisk velfærdssamfund. Dygtige og engagerede undervisere bidrager til, at vores børn trives og lærer, og bliver til hele mennesker, der kan tage gode beslutninger på egne og samfundets vegne. Det er vigtigt, at vi hylder den faglighed og professionalisme, det kræver,” siger Agi Csonka, der er programdirektør i Villum Fonden.
Hos Politiken ser man frem til at fejre lærerne og læse alle indstillinger, der ofte afspejler vidt forskellige metoder og fagligheder.
”Vi har to mål med Undervisningsprisen. Vi ønsker at hylde de bedste udøvere af den lærergerning, der er så afgørende vigtig for samfundet og for den enkelte elev. Desuden ønsker vi at sprede inspiration om lærernes faglighed, så de gode eksempler på den fremragende undervisning kan blive delt. Forskning og uddannelse – og dermed også lærerne – er forudsætningen for Danmarks fremtid,” udtaler Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen.
Sidste års vindere kom fra hele Danmark
Sidste år var det Karina Smed fra Skolecenter Hirtshals, der vandt hovedprisen i grundskolekategorien. I gymnasiekategorien var det John Toldsted fra det Frie Gymnasium, der løb med sejren. Og i erhvervsskolekategorien var det Jack Hauch Brask, som underviser på kokke- og tjenerskolen på ZBC Slagelse, der tog hovedprisen. Vinderne af hovedprisen modtager hver 75.000 kr., mens hver kategori har to særpriser a 25.000 kr.
Noget tyder på, at Danmark har mange dygtige og inspirerende lærere, for i 2022 modtog Politikens Undervisningspris over 1600 indstillinger i de tre kategorier: grundskole, gymnasie og erhvervsuddannelse.
Man indstiller sin kandidat på https://www.politiken.dk/undervisningsprisen.
De i alt ni priser uddeles til prisfest i Pressen d. 16. maj. Vinderne udvælges af prisens fagpanel, der består af eksperter, elever og tidligere vindere.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve