KOMMUNALVALG: Lørdag 8. november har Cyklistforbundet inviteret flere politiske kandidater på en guidet cykeltur. De vil også have deltagerne til at svare på 10 spørgsmål om cykling i København:
Cykelturen på lørdag foregår omkring Københavns Havn med start ved Rømersgade og Søtorvet, er et af de steder i København, hvor der er flest cyklister, der kører til højre for rødt, selv om det ikke er tilladt
Derefter går turen gennem indre by ad Vestergade og Vester Voldgade til Lille Langebro, der ligesom Bryggebroen er en fantastisk populær ny bro og genvej over havnen for cykelpendlere. Derefter køres der langs havnen over mange unødvendige bump til Asiatisk Plads, videre ad Strandgade hen til Inderhavnsbroen. Der køres tilbage ad Nyhavn, Kongens Nytorv, Gothersgade og ind over Sværtegade, med ensretning også for cyklister, selv om det er vigtig genvej.
“København er og bliver en cykelby, men mange andre byer i Europa er begyndt at overhale os på cykelområdet. I Cyklistforbundet i København er vi stærkt i tvivl om, hvorvidt vi kan kalde os “Verdens bedste Cykelby”, så lad os nøjes med at konstatere, at den titel er der nok flere udlændinge end københavnske cyklister, der vil udråbe København til. Under alle omstændigheder er der stadigvæk plads til forbedringer! Samtidig skal vi dog anerkende og bifalde, at der i budgettet for 2026 er afsat rekordmange midler til cykeltiltag,” skriver Cyklistforbundet til de politiske kandidater.
Deltagerne er også blevet bedt om at give deres holdninger til kende til 10 punkter, som Cyklistforbundet har opstillet:
- Selv om der flere steder er tilladt cykling i begge retninger i mange ensrettede gader, er der stadigvæk mange “Indkørsel Forbudt”-skilte. Det forhindrer mange direkte cykelforbindelser gennem byen – især i Indre By og i brokvartererne.
- I flere kommuner i Hovedstadsområdet må cyklisterne svinge til højre for rødt, men med ordinær vigepligt for fodgængere. I Københavns Kommune er der desværre kun meget få eksempler herpå.
- Københavns Kommune skal øge presset på regeringen for at få begrænset biltrafikken ind og ud af København i form af en trængselsafgift.
- Københavns Kommune skal øge presset på regeringen for at gøre det muligt at nedsætte hastigheden yderligere til 30 km/t.
- Der er behov for flere cykel- og gangbroer, f.eks. Enghavebroen.
- Der er afsat midler til at undersøge muligheden for at skabe grønne bølger for cyklisterne på en lang række veje med stor cykeltrafik. Men vil man også lave regler, så det er bilisterne, der skal vente for rødt lys, mens cyklisterne kan fortsætte for grønt?
- Det er utrygt for mange at færdes på cykel i de københavnske gader, når kommunen har afkortet cykelstien før et kryds, for derpå at blande cyklisterne med de højresvingende biler. Cyklistforbundet fraråder generelt de afkortede cykelstier.
- Ifølge Mobilitetsredegørelsen 2025 er det stadigvæk under halvdelen af de københavnske cyklister, der er tilfredse med parkeringsmulighederne. Og ser man på parkering af ladcykler, er den helt gal.
- Der bør være flere supercykelstier – og kvaliteten af de eksisterende skal bære bedre, for eksempel ved at indskrænke antallet af vognbaner for bilerne.
- Der bør være flere cykelgader? Det kan være, at også dette kun kan muliggøres gennem begrænsninger i biltrafikken.








