Konference i Ørestad skal føre til grøn her-og-nu handling på arbejdspladsen

Alle de gode intentioner om bæredygtighed skal også omsættes til konkrete handlinger i hverdagen. Netop dette handler konferencen Small Green Steps finder sted 13. november kl. 13-17 i HUB 3 på Arne Jacobsens Allé 13 i Ørestad.

Arrangementet henvender sig til virksomheder, organisationer og andre aktører på Amager – ikke mindst i Ørestad, hvor mange arbejdspladser og medarbejdere holder til. På konferencen præsenteres en række succesfulde eksempler og forskningsbaserede metoder, der gør det nemmere og mere attraktivt for både medarbejder og virksomhed at tage små grønne skridt.

For de små skridt kan gøre en stor forskel – især når vi tager dem sammen, mener arrangørerne. De vil have færre store strategier og ord, og mere bevægelse, igangsættelse og handling.

Dagen åbnes af Sophie Bruun, direktør for Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC), og Dorte Grastrup-Hansen, direktør for Miljøpunkt Amager. Derefter følger oplæg, der spænder fra danskernes holdning til klimahandling, over brugen af data til at nudge i den rigtige retning, til konkrete cases fra virksomheder.

Tanken er at man kan bruge konferencen som et startskud: Tage kollegaerne med, drøfte idéerne på stedet – og begynde allerede mandag morgen at sætte handling bag ordene. Eksperterne, som vil belyse ovenstående emner, er:

  • Jesper Claus Larsen fra common agenda RSV,
  • Peter Bjørn Larsen fra Urban Insights Data Lab,
  • Kristoffer Ravnbøl fra Behave Green
  • Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet/iNudgeyou.

Fælles ansvar – fælles muligheder
Både ØICC og Miljøpunkt Amager understreger, at grøn omstilling er noget, vi lykkes med i fællesskab. “Vi opfordrer virksomheder til at sende flere kolleger afsted sammen, så dialogen om grønne vaner kan fortsætte i hverdagen – og så de i fællesskab kan gøre det til praksis” siger Dorte Grastrup-Hansen.

Sophie Bruun fra ØICC tilføjer:
”Vi har helt bevidst valgt at holde konferencen på engelsk, så alle de internationale medarbejdere i området også har mulighed for at tage del i denne vigtige bæredygtighedsrejse. De udgør en stor del af arbejdsstyrken og må ikke blive glemt.” 

Billetter koster 100 kr. pr. person og købes via Billetto. Konferencen er støttet af Realdania, ØICC og Miljøpunkt Amager og afvikles på engelsk.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »