Kramer fik sine kraner – og Ørestad startede det hele

Året er 1997. Sangen ‘Copenhagen Dreaming’ med Love Shop lyder ud fra de åbne bilvinduer på Gothersgade. Det nye FC København – Byens Hold – har vundet Pokalturneringen. Langs Kalvebod Brygge ligger der halvsunke skibsvrag, men på kajen er ingeniørforeningen ved at bygge nyt hovedsæde. Der er ligesom sket  eller andet i København, selv om arbejdsløsheden stadig er på 16 procent, kommunens gæld er på 12,2 milliarder, havnen er tømt for skibe, og fabrik efter fabrik flytter til Herning eller Kina.

Folk er igen begyndt at sige: “Jeg er københavner” – med stolthed i stemmen. 

En af de første var en forholdsvis ukendt ung socialdemokrat, som afløste Egon Weidekamp som overborgmester i januar 1989. Jens Kramer Mikkelsen. Eller ‘Kramer’, som alle kalder ham og har gjort det siden skoletiden på Østerbro.

Ordene faldt under valgkampen samme år, Kramer og socialdemokraterne vandt. Ved valgkampen fire år senere stod der ‘Jeg er Københavner’ på Kramers valgplakat. Det virkede. Han forblev Overborgmester i 15 år.

Derefter var han direktør for Ørestadsselskabet og By & Havn i 14 år. Og i den tid forandrede København sig fra et fallitbo til en international metropol. Og kommunens befolkningstal voksede fra 467.000 til 623.000.

Man kan ikke leve af at ligge ved havnebadet hele tiden
Historen er fortalt i den nye bog ‘Jeg er Københavner’ – skrevet af journalist Niels Fried-Nielsen på baggrund af timevis research og samtaler med Kramer.

Vi ser billeder af kampene om Byggeren og en ung overborgmester som overrækker nøglerne til Ungdomshuset til BZ-erne. Vi ser slummen i brokvartererne. Kommunen endte med at sælge sine 19.000 små og nedslidte lejligheder og sætte byfornyelsen i gang for at skabe flere arbejdspladser.  Senere begyndte Kramer at sælge ud af de øde havnearealer til investorer. “Det er jo ikke verdens smukkeste byggeri, som er bygget på Kalvebod Brygge. Men vi tog imod alle tilbud. Man kan jo ikke leve af at ligge og nyde livet ved havnebassinet. Erhvervsliv og arbejdspladser er forudsætning for alt det andet,” siger Kramer i dag.

Forældre måtte flytte
Han voksede op i en socialdemokratisk familie i et arbejderkvarter på Østerbro.

“Mine forældre var så heldige, at de fik en lille moderne lejlighed med altan i Husum, da de blev gift. Men da jeg var helt lille, måtte de indse, at de ikke havde råd til at bo i den. Vi flytttede til en mindre lejlighed i en AAB afdeling på Østerbro. Jeg elsker mit barndomskvarter. Men tænk en gang, de knoklede og havde almindelige arbejderindkomster. Men huslejen var for høj. De kunne ikke blive boende. Den oplevelse sad i min far som en stor uretfærdighed resten af hans liv”.

Jeg er Københavner. Portrætbog af Jens Kramer Mikkelsen. Skrevet af Niels Frid-Nielsen. Politikens Forlag. 304 sider. 300 kroner.

Ørestad var største bedrift
I dag er der kraner over hele København. Der bygges boliger og kontorhuse i Nordhavn, Sydhavn, Ørestad, Amager Strand, Jernbanebyen og Tingbjerg. I sit nye job som udviklingsdirektør i NREP-koncernen er han selv beskæftige med Tingbjerg-projektet og Jernbanebyen, ligesom han arbejder med “nogle spændende projekter i omegnskommunerne”.

Men for 20 år siden var der kun kraner ét sted, nemlig i Ørestad. De allerførste bygninger var på vej op af jorden langs med metrohøjbanen, som ellers stod alene og knejsede på den øde Kalvebod Fælled. Veje og kanaler var allerede anlagt, som et kæmpe mønster i den bare jord. Men kranerne kom. Først i nord, hvor DR Byen, koncerthuset og Karen Blixen Parken blev bygget. Lidt senere i City, hvor Ferring og Field’s var de første.

“Det man skal huske på i dag, var at ingen vidste, om den store vision om Ørestad vil lykkes. Vi var klar over, at vi enten fik fiasko eller Ridderkors. Og det krævede hårdt arbejde at få vendt stemningen og tiltrukket investorer. Vi oprettede sammen med staten Ørestadsselskabet, som skulle sælge grundene på bar mark for at finansiere metroen. Vi skulle sælge noget, som ikke fandtes. Det lykkedes, og vi fik endda skabt en by, hvor metroen er helt afgørende. Uden metro var der ingen Ørestad. Men uden Ørestad havde Købehavn aldrig fået en metro. Så Ørestad er for mig den største bedrift overhovedet i genopretningen af København,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Amager Fælled
Der er mange meninger om Ørestad. Blandt de mest positive er dem, der bor der. Han kommer stadig i Ørestad tre-fire gange om måneden. Lige for at se de nye byggerier og mærke stemningen. En by bliver aldrig færdig, mener Kramer.

“Vi kunne ikke vide, hvilke investorer og hvilke arkitekter, der ville bygge i Ørestad. Vi havde lagt rammerne og bygget vejene, men byudvikling er en langsom, organisk proces. Ørestad er slet ikke færdig. Beboere og virksomheder i bydelen kommer til at videreudvikle den i mange år fremover.”

Jens Kramer Mikkelsen forlod posten som adm. direktør for By & Havn i 2018. Som led i et generationsskifte, hed det sig. Men sagen om byggeri på Amager Fælled hang som en skygge over afskeden. Planen om at bygge ved Sundby metrostation var en del af Ørestadsloven fra 1994. Da By & havn begyndte at forberede det nye kvarter, samlede flere interessegrupper sig i protest, og trak tusinder af demonstranter ud på fælleden. Politikerne blev nervøse og droppede projektet i sidste øjeblik. Nu skal der bygges et andet sted på fælleden, men modstanden er stadig massiv. Kramer forstår ingenting.

“Du kan ikke få mig til at forstå, at der ikke skal bygges boliger tæt på metrostationen. Herunder billige boliger. Og i respekt for naturværdierne. Jeg kommer aldrig til at forstå at politikerne gav sig”, siger Kramer, som imidlertid godt kan se, at fremtidens byggeri i Købehavn skal udvikles i trit med nogle lidt andre værdier.

“I 90’erne blev vi opmærksomme på, at de nye generationer ikke kun ville have nyere boliger. De ville også have en by med kulturliv. I dag er der igen sket et skifte. Folk eftersprøger mere bæredygtighed og flere grønne områder. Sundhed og fællesskaber kommer også højere på dagsordenen. Det er de pejlemærker, som udviklingsselskaberne sigter efter i dag.”

Københavnermodellen
Kramer står som en af fædrene til “Københavnermodellen”. Den handler om at lave en plan for byudvikling, sælge de ubebyggede arealer til private udviklere, og bruge pengene til at udvikle byen yderligere med moderne, topklasse kollektiv transport. En unavngiven politiker sagde en gang:  “Hidtil har vi kunnet sige, at af ingenting kommer lommeuld. Nu kan vi sige, at af ingenting kommer lommeuld og Ørestad.”

Kramer vil ikke tage  (hele) æren for Københavnermodellen. Men han tror stadig på den. Og han er vild med ideen om at anlægge en helt ny ø ude i Øresund. Med jord, som kommunen tjener penge på at modtage. Som så hældes ud i havet så det danner en ø. Som så kan sælges til byudvikling. Og som derefter kan investeres i metro.

“Vi befinder os i en guldalder for København. Og det stopper ikke foreløbig. Vi skal udnytte en historisk mulighed. Byen vokser stadigvæk, og vi kan kun holde boligpriserne nede ved at bygge mere. Jeg kan forstå at Enhedslisten vil gøre sikre billige boliger på en anden måde. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan de vil gøre det,” siger Kramer.

Hans far og mor fik ikke mulighed for at bo i en moderne lejlighed i København. Den mulighed skal folk have i dag.

“Vi må aldrig blive os selv nok, og sige at ‘der ikke er plads til flere i København’. Vi skal blive ved med at udvikle os. igen, se på Ørestad. Der er kommet liv i gaderne. En helt ny by er ved at finde sig selv. Det gør mig glad og stolt”.