Af Finn Rudaizky (DF), Medlem af Region Hovedstaden
Dagbladet B.T.s seneste kulegravning af forholdene på Psykiatrisk Center Amager viser, at sikkerhedsforholdene for personalet, ikke kun var faretruende, da en 29 årig læge, for kort tid siden, blev stukket i halsen af en psykiatrisk patient. Nu viser det sig, at Arbejdstilsynet i de seneste år, har givet mange påbud og advarsler om uansvarlig håndtering og alvorlig sikkerhedsrisiko for personalet. Desværre er der ikke fulgt ordentligt op på disse påbud, advarsler og kritik. Efter min mening er det dybt uansvarligt og et fatalt ledelsesmæssigt svigt. Sagen minder om kræftskandalen på Skejby Sygehus, amputations- og brystkræftskandalerne i Region Sjælland og skimmelsvampskandalen på Rigshospitalet. Der er noget rivende galt med styringen.
Kun et parti sagde fra
Da Forretningsudvalget i Region Hovedstaden i juni måned diskuterede de sikkerhedsmæssige forhold på Psykiatrisk Center, Amager, var DF det eneste parti, som ikke kunne tage den sikkerhedsmæssige beretning til efterretning. Jeg var meget utryg ved den forklaring vi fik. Derudover fandt jeg og DF det frustrerende, at hændelsen med knivstik på lægen, skulle undersøges af Region Hovedstaden. Altså, man undersøger sig selv og derefter afsiger man også selv dommen. Kun DF fandt, at det var rimeligt, at en undersøgelse måtte foretages af en helt uvildig og extern instans. Det skete forøvrigt heller ikke ved Fields-tragedien og ved drabet på en psykiatrisk overlæge i Glostrup. Det er dybt forkasteligt med den form for politisk sammenhold, som lukker portene, for en reel og åben og troværdig undersøgelse.
Personalet bekymret. Ledelsen påstår det modsatte
Direktionsmedlemmer og ledende personale fra Psykiatrisk Center Amager, har forsikret os politikere om, at personalet føler sig sikkerhedsmæssig meget tryg. Det står i skærende kontrast til de informationer jeg har fra flere ansatte.
Men, helt klart står det, at Arbejdstilsynets mange påbud ikke blev fulgt seriøst.
Hvad skal der ske nu ?
Udover, at jeg hurtigt igen vil rejse sagen i Region Hovedstaden, mener Dansk Folkeparti, at de mange svigt, bør få den socialdemokratiske regionsformand, til at tænke over, om det psykiatrisk ledede sikkerhedsansvar, varetages optimalt ?
Det er bekymrende, at sikkerheden for alt personale på Psykiatrisk Center, Amager, er tvivlsom. Vi bør derfor i regionsrådet blive bedre til at lytte til hinanden. Da vi i Regionsrådet, lige før sommerferien, drøftede sikkerhed, foreslog jeg, at der skulle sikres med metaldetektorer. Det blev væltet ned af brættet af SF, Enhedslisten, socialdemokraterne og de radikale. Det var et dårligt forslag, var argumentet mod DF’s forslag. 8 dage senere indkaldte Regionsformanden til ekstraordinært Forretningsudvalgsmøde. Dagsordenen var: Indførelse af metaldetektorer i psykiatrien. Det “dårlige forslag” var pludselig blevet eminent. Det går den rigtige vej. Et mindretal blev til et flertal. Men, alligevel, den form for humør-styring af livsvigtige spørgsmål, gør mig utryg.