De færreste tænker over at der under gaderne eksisterer et sindrigt, underjordisk rørsystem, der fordeler vand, varme og bygas ud til hovedstadsområdets indbyggere.
Skjult under havnen løber vand, varme og bygas i adskilte rør ud til byens borgere. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, åbner på Kulturnatten 13. oktober lugen ned til tunnelen ved Islands Brygge, der normalt er lukket for offentligheden.
Tæt på forsyningerne
“Vi tapper alle vand fra hanen, skruer på termostaten, når kulden sætter ind, og mange tænder også for gaskomfuret derhjemme. Men hvor kommer alle forsyningerne i grunden fra? Det vil vi gerne vi vise frem til Kulturnattens gæster i vores forsyningstunnel. Her kan gæsterne ved selvsyn se, hvordan de vitale forsyninger binder byen sammen,” fortæller områdechef for fjernvarme i HOFOR, John Halkjær.
Tørskoet gennem vandet
Gæsterne bevæger sig ad trapper de 25 meter ned under jorden til det imponerende skaktrum, der fører ind til selve tunnelen. Tunnelen løber fra Islands Brygge og over til den modsatte side af havneløbet på Kalvebod Brygge på Bernstorffsgade tæt på politigården. På den 325 meter snorlige tunnelstrækning 25 meter under vandet går man side om side med de store, adskilte rør med vand, varme og bygas.
![](https://www.orestad-avis.dk/wp-content/uploads/2023/10/tunnel_Islands_brygge-HOFOR_.jpg)
Gåtur under havnen. Tidspunkt: Fredag 13. oktober kl. 18.00 – 23.30. Forsyningstunnellens indgang er lige ved siden af Kulturhuset Islands Brygge. Tunnelen ikke er egnet til kørestolsbrugere og dårligt gående. Barnevogne kan ikke medtages. Store tasker må ikke medbringes. Der er ingen mobildækning i tunnelen.Kulturpas kan købes på Kulturnattens webshop eller i alle 7-Eleven-butikker fra 2. oktober. Se fuldt program på kulturnatten.dk
Kulturnat i Ørestad og omegn
13. oktober er der igen Kulturnat i København, som i år har 30-års jubilæum som Københavns største endagsbegivenhed. Mere end 200 museer, teatre, kirker, ministerier, biblioteker og institutioner slår dørene op for børn og voksne. Vi har samlet et lille udvalg af events i Ørestad og omegn:
![](https://www.orestad-avis.dk/wp-content/uploads/2023/10/DR-kulturnat-1.jpg)
DR åbner dørene på Kulturnatten
DR Byen byder på et hav af arrangementer på Kulturnatten, hvor du både kan besøge studier, møde DR-folk på DR Scenen, møde børnenes favoritter, se special effects-show og meget andet.
Tidspunkt: 18:00 – 23:00. DR. Emil Holms Kanal 20
Vinterbad og Saunagus
Foreningen Vinterbad Bryggen inviterer til kolde dyp og saunagus. Der er isbad hvis vandet er for varmt og saunagus hver halve time. Kom glad med badetøj og to håndklæder. Vi vejleder og står for den gode stemning! OBS: Saunagus og saunaerne er kun åbne mellem kl. 18-22.
Tidspunkt: 18:00 – 23:00. Vinterbad Bryggen, Havnebadet 14. Læs mere på www.vinterbadbryggen.com
![](https://www.orestad-avis.dk/wp-content/uploads/2023/10/havnebad-vinterbad-bryggen-1.jpg)
Ung i Urbanplanen
Kom tæt på Amagers ungdom i en intens lydvandring. Podwalk. Gå-cast. Lydvandring. Kært barn har mange navne, og nu har du muligheden for deltage i en unik guidet tur rundt i Urbanplanen med denne lydvandring, som vi kalder det. Mens du bliver guidet rundt i det sammensatte boligområde Urbanplanen, bliver du henført til de lokale unges verden, mens de fortæller historier fra deres liv og hverdag. Det er sjovt, rørende og intenst. Forestillingen er en lydkulisse, der via vores udlånte høretelefoner smelter sammen med omgivelserne.
Tidspunkt: 18:00 – 23:00. Amagerplanen. Lygtemagerstien 26. Læs mere på glimtamager.dk/portfolio-item/ung-i-urbanplanen/
ØM.HED i Kulturnatten
Vi tager kærlig hånd om tidens hårdt prøvede nervesystemer og tilbyder et fælles helende nærvær, omsorg og fordybende ro. Aftenen forløber som en ceremoniel hybrid mellem koncert, performance og kollektivt behandlingsrum, hvor de besøgende kan komme i tæt, vegeterende kontakt med sig selv og hinanden. Oplev Gongs n Roses, Akupunktur & Plantelydbad med Stik Mig og Dj Rita Blue, Tigermor og Julie Thalund, Selma Judith og live Shibari akkompagneret af Veronika Voetmann.
Tidspunkt: 18:00 – 00:00. Kulturhuset Islands Brygge. Islands Brygge 18. Læs mere på kulturhusetislandsbrygge.kk.dk