Københavns Kommune og Realdania har indgået en aftale med Live Nation om salg af aktierne i arenaselskabet, som ejer Royal Arena. Køberen er Live Nation, som med købet også overtager ansvaret for at arenaen lever op til lokalplanen – og åbner facaden for butikker og andre udadvendte aktiviteter.
Royal Arena er ejet af Arena CPHX P/S, hvor Københavns Kommune og Realdania ejer hver en halvdel af aktierne. Det var dette selskab som i sin tid byggede arenaen for kommunale og filantropiske midler. Det har altid været meningen, at parterne på et tidspunkt skulle sælge Royal Arena, og efter et offentligt udbud er der nu indgået en købsaftale med Live Nations datterselskab Danish Venue Enterprise, der i forvejen står for drift og udlejning af Royal Arena til koncerter, sport og events.
I købsaftalen er det en betingelse, at den nye ejer gennemfører “fysiske ændringer af arenafacader i stueetagen”. Desuden skal man tage behørigt hensyn til “betinget af “et kommende lokalplantillæg vedr. anvendelsen af arenafacaderne”.
Gennem flere år har Københavns Kommune og Realdania set stort på lokalplanens krav om at arenaen skal have “udadvendte publikumsfaciliteter” i stueetagen af den store bygning. Hele stueetagen er i stedet blevet brugt lager, kontor og møderum. Restaurant Nohrlund Bar ud mod den sydvendte plads har været lukket for offentligheden, og kun brugt til lukkede events. Lokalplanen bestemmer, at der skal være 50 procent “aktive og udadvendte funktioner” i Royal Arenas østlige og sydlige facade.
Men i april måned i år pålagde Planklagenævnet Københavns Kommune, at sørge for, at Royal Arena overholder lokalplanen og giver plads til butikker, restauranter og andre liberale erhverv i stueetagen.
Sagen startede for over fem år siden, da en lokal beboer i Ørestad Syd, Nick Vikander, indsendte den første klage over Royal Arena til kommunen. Først i 2023 kom der en form for afgørelse fra kommunen: Royal Arena skulle fjerne noget tilklæbning af vinduerne. Men ellers var selve anvendelsen af stueetagen i overensstemmelse med lokalplanen, mente man. Nu er kravet fra Plankægenævnet sendt videre til den nye ejer. Købesummen og de nærmere vilkår for salget af aktierne er fortrolige, men det må formodes at køberen har fået en del rabat, med udsigt til at skulle bruge millioner på nødvendige ombygninger, så der kan blive plads til de nye aktiviteter. For nylig åbnede Royal Arena en smule op for beboerne, da Nohrlund Bar holder åbent visse dage om året for alle.
Fakta
- Royal Arena er opført af Arena CPHX P/S, der ejes af Københavns Kommune og Realdania med hver 50 procent. Den samlede anlægspris for Royal Arena udgjorde ca. 1,4 mia. kr.
- Københavns Kommune og Realdania har hver indskudt 325 mio. kr. som kapital i Arena CPHX P/S. kr. til opførelsen af arenaen. Resten af anlægssummen er lånefinansieret.
- Københavns Borgerrepræsentation gav i marts 2023 Økonomiforvaltningen bemyndigelse til at sælge aktierne i Arenaselskabet som led i et fælles offentligt udbud med Realdania. Salget af aktierne blev iværksat i et åbent og transparent udbud, som blev annonceret den 2. oktober 2024.
- Købsaftalen er betinget af et kommende lokalplantillæg vedr. anvendelsen af arenafacaderne og gennemførelse af fysiske ændringer af arenafacader i stueetagen.
- Købesummen og de nærmere vilkår for salget af aktierne er fortrolige iht. parternes aftale.
- Overdragelsen af Royal Arena til Live Nation forventes at finde sted i andet halvår af 2026.






