Livet forsvandt i søen – Vandlauget søger forklaring

Erling Krabbe følger livet i Sø nr. 1 fra første række i Stævnen i Ørestad Syd. Det seneste havle år har det været med en bekymret mine. Søens plante- og dyreliv er stort set forsvundet.

“Fra at være en helt klarvandet sø står vi nu med en helt død sø, uden nogen vegetation overhovedet, uden dyreliv og med grumset, uklart vand. Hvordan kunne det gå så galt, og på så kort tid?,” spørger Erling Krabbe i en henvendelse til både Vandlauget og Ørestad Avis.

“Her fra min altan har jeg tydeligt set hvordan søens tilstand er blevet forværret det seneste halve år. Her i sommeren 2025 er selv fedtemøget forsvundet. Den er helt død, med mudderbund og grumset vand. Ingen svaner, ingen gæs i år. Ingen fugle. For der er ingen vandplanter at leve af,” siger Erling Krabbe.

Det undrer ham meget, for i 20 år har søen været en enestående klar sø. Mysteriet stiger yderligere, fordi søen er forbundet med de øvrige søer foran 8Tallet, Stepperne og UN Village. Og her har floraen og dyrelivet det væsentligt bedre

“Det giver mig håb for fremtiden, for de gode livsbetingelser er her jo. Vi skal bare finde årsagen til, at vandet lige her ved Stævnen er blevet forstyrret.”

Kom det fra Sydkanalen?
Han ser selv en mulig forklaring i oprensningen af Sydkanalen langs Robert Jacobsens Vej, som Vandlauget foretog i 2023-2024.  Kanalen er netop forbundet til Sø nr. 1.

Erling Krabbe ved Sydkanalen. Her er vandplanterne vendt tilbage og vandet er klart.

Ved oprensningen blev kanalen helt tørlagt og alt det næringsholdige slam og mudder blet suget op. Hele stenbunden blev skyllet ren, hvorefter man startede på ny og fyldte vand i igen.  Nu har kanalen meget klart vand og et fint dække af Aks-Tusindsblad og Vandranunkler på overfladen.

“Det er meget flot lavet. Men i forbindelse med oprensningen er der måske kommet næringsrigt slam ud i søen.  Måske tippede en meget hårfin balance, så grønne trådalger (fedtemøg) pludselig bredte  sig eksplosivt?,” tænker Erling Krabbe.

Vandlauget følger tilstanden
Grundejerforeningernes og Vandlaugets Sekretariat har svaret på Erling Krabbes henvendelse.

 De vurderer at det er “sandsynligt”, at slam fra Hovedkanal Syd kan have spredt sig til søerne. Omfanget kendes dog ikke endnu.

 “Det er imidlertid mest sandsynligt, at slammet i givet fald har spredt sig før oprensningen og ikke i forbindelse med den,” skriver sekretariatet.

Det var i øvrigt et større detektivarbejde at finde og stoppe kilderne til forureningen af Sydkanalen – og et endnu større diplomatisk arbejde at få de skyldige til at medfinansiere oprensningen.

 “Men efter oprensningen bliver der igen ledt regnvand fra tagene ned i kanalen og videre ud i søerne, og som du påpeger, ser kanalen ud til at være sundere.”

Sø nr. 2 foran 8Tallet. Her er vandkvaliteten meget bedre end i Sø nr. 1.

 Vandlauget har ønsket at give søerne noget tid og mulighed for at komme sig og restituere. 

“Senere skal vi undersøge og sammenligne søernes tilstand, så vi kan træffe beslutning om fremgangsmåden for genopretning. Oprensning af søerne kan ikke udelukkes, men det kan vi ikke vurdere endnu,” skriver sekretariatet.
Vandlauget foretager løbende målinger af vandkvaliteten har desuden planlagt en fiske- og planteundersøgelse i søerne i år.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »