Fire gutter fra Ørestad Gymnasiums musiklinie har i juni udgivet deres debutsingle ‘Armageddon’ på Universal Records. Singlen er skabt af gymnasievennerne, Frej Lund, Buster Andersen (Boozie), Lukas Malik Lumholt (MALIK) og Lucas Lauritsen (Lucrish). Tilsammen danner de rap-kollektivet M2.
Den unge rapgruppe skød op i Ørestad under coronanedlukningen i vinter.
Kreativiteten flød i første omgang mellem Lucrish (Lucas W. Lauritsen) og Boozie’s (Buster Andersen) ved freestylesessioner i gymnasiets halvtomme stueetage og i Ørestads heltomme parkeringskældre.
Senere mødtes de til studiesessioner ovre i Elmegården hos gymnasie-kammeraten Freyy (Frej Randrup). Der blev produceret lydspor på MP3-filer, som blev sendt på kryds og tværs, og undervejs blev en anden Elmegårdendreng – vokalisten og klassekammeraten MALIK (Lukas Malik Lumholt) inviteret med. Rapkollektivet M2 var en realitet.

Gennem private soundcloudlinks, sociale medier samt en række sommerkoncerter voksede en kult af venner, bekendte og følgere rundt omkring i byen. Og nu står M2 med en kontrakt og en singeludgivelsen hus musikselskabet Universal Records. Singlen ‘Armageddon’ er allerede på gaden og på Youtube.
”Man kan sige, at M2 er blevet dannet på baggrund af musiklinjen på Ørestad Gymnasium, som vi alle fire gik på,” fortæller Frej.
”Jeg var ikke så meget i studierne på gymnasiet, fordi jeg havde et hjemmestudie. Men Buster og Lucas brugte meget tid med at freestyle i studierne og bondede med at være kreative dernede,” fortæller han. ”Når de havde lavet noget fedt materiale, kom de hjem til mig, og til sidst endte vi med at knække koden og så indspillede vi et helt album på kun to uger.”

Et corona-album
Nedlukningen under corona var indirekte årsagen til, at de fire gymnasie-kammerater fik skabt deres debutalbum, fordi de havde tid til at fordybe sig i musikken.
”Vi brugte tiden sammen i studiet, fordi vi havde virtuel undervisning. På den måde kunne vi arbejde med musikken, så snart vi var færdige med vores undervisning, og vi kunne på et tidspunkt arbejde to uger med musikken i ét stræk” fortæller Frej.
Frej og resten af M2 glæder sig til at få udgivet deres musik, samtidig med, at de alle fire har fået studenterhuerne på og er i fuld gang med studenterfesterne. Til august kan man opleve M2 spille på minifestivallen Tårnby Live 18. august.
Også en FIFA single på vej fra Freyy
Frej Lund Randrup bor i Elmegården ligesom Lukas. Han lavede sit første beat på en Sony Ericsson mobil, da han gik på fritidshjem. Siden 2016 har han lavet elektronisk musik. Og lige nu – samtidig med opturen i M2 – har han også fået udgivet en single til via computerspillet FIFA 2023.
Sammen med musiker-vennen Lærke Lærke blev Frej opfordret til at deltage i en konkurrence om at lave et remix af FIFAs tema i anledningen af udgivelsen af den nyeste version af spillet – FIFA 2023.
Samarbejdet var udfordret af, at Lærke Lærke på daværende tidspunkt boede i Portugal, så det musikalske makkerpar måtte lave skitser og beats over Facetime. Men det hårde arbejde gav pote, for sangen er blevet udgivet på Spotify og er nu med i FIFAs hovedkonkurrence, der afgøres i juni. Vinder de, skal de spille deres single til verdensmesterskaberne i FIFAe Nations Cup, der afholdes i Bella Center Arena til sommer.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve