Det længe ventede lokalplantillæg for Ørestad Syd er sat til behandling i Klima, Miljø og Teknikudvalget på mandag 1. juni. Antallet af stueetager som skal have butikker eller andre “publikumsorienterede erhverv” øges markant. Royal Arena skal kun ændre en del af sin stueetage. Også planer for boligbyggeri langs Ørestads Boulevard, byliv og natur på Asger Jorns Allé samt en specialskole med idrætshal øst for Stævnen.
En ordentlig moppedreng af et forslag til lokalplantillæg er havnet på politikernes borde i denne uge.
Det længe ventede “Forslag til lokalplan Ørestad Syd tillæg 5 med miljørapport og udbygningsaftale” er på ikke mindre end 115 sider, og skal nu til behandling i de politiske udvalg i Københavns Kommune.
Det blev besluttet at lave tillægget tilbage i 2021. Primært på grund af beboeres protester over manglende byliv og detailhandlel i Ørestad Syd. Først i 2023 blev der lavet en såkaldt startredegørelse.
Stort puslespil
Og i løbet af de sidste fem år er der sket mange andre ting i Ørestad Syd, som lokalaplantillægget også tager stilling til;
– By & Havn vil droppe et parkeringshus på Ejler Billes Vej og bygge boliger i stedet.
– Kommmune vil bygge en specialskole og en idrætshal lige ud til fælleden ved Stævnen.
– Kommunen er blevet pålagt at sørrge for at Royal Arena omlægger sin stueetage, så den lever op til kravet om udadvendte aktiviteter.
– By & Havn ønsker at bygge boliger i stedet for erhverv på de tomme grunde langs hele Ørestads Boulevard.
– Og endelig har beboere, grundejerforening og By & Havn i lang tid drøftet hvordan Asger Jorns Allé skal se ud i fremtiden.
Alt dette og en del mere har forvaltningen nu skrevet ind i det nye tillæg, og mange af løsningerne skal nok vise sig at rejse debat.

Royal Arena slipper
For eksempel skal kun den sydvendte facade hos Royal Arena åbnes op for butiks- eller caféliv. Lokalerne mod øst og vest må fortsat bruges af arenaen selv. Planen om specialskole og idrætshal ved Stævnen viser et meget markant, rødt byggeri. Endelig er de nye krav til “publikumsorienterede erhverv” svære at gennemskue. I indstillingen til politikerne står der f.eks:
“Lokalplanforslaget øger den procentvise andel af stueetagerne, som skal anvendes til publikumsorienteret serviceerhverv på Asger Jorns Allé, Ørestads Boulevard og Ejler Billes Allé. Dertil muliggør lokalplanen anvendelser, som er orienteret mod offentlige byrum i området til publikumsorienteret serviceerhverv og andre funktioner, som bidrager til byliv”.
Hvad dette konret betyder, for mulighederne for flere butikker mv. fremgår ikke helt klart. De fleste steder er der krav om at lokaler i stueetager skal indeholde detailhandel. Andre steder må der godt være liberale erhverv. For eksempel i det byggeri, som By & Havn ønsker i stedet for et p-hus på Ejler Billes Vej. Her skal stueetager også kunne anvendes af “læger og tilsvarende behandlere”.
Der lægges op til at de nye regler også kommer til at gælde for nuværende ejendomme.
“Hvor der i eksisterende lokalplaner andre steder i området er krav eller mulighed for publikumsorienteret serviceerhverv eller andre bylivsskabende anvendelser i stueetager, ophæves og erstattes disse bestemmelser af nye bestemmelser i dette lokalplanforslag”, skriver forvaltningen.







