Amager Vest Lokaludvalg vil arbejde for en faunapassage over eller under Vejlands Allé, så dyrelivet på de to fælleder kommer til at hænge sammen.
Det besluttede lokaludvalget på sit seneste møde. Forslaget er nu sendt til Københavns Kommune som et led i høringen af kommunens nye biodiversitetshandleplan.
I sit forslag skriver lokaludvalget, at det planlagte byggeri af Fælledby på Amager Fælled vil skabe en barriere, der vil blokere for ambitionen om at skabe sammenhæng mellem Amager Fælled og resten af Naturpark Amager.
“Så for at øge chancerne for naturens overlevelse på Amager Fælled, når der bygges, ønsker lokaludvalget at arbejde for en faunapassage over Vejlands Allé, så der skabes et fysisk, sammenhængende naturområde”, skriver lokaludvalget.
Udvalget har tre ønsker til forbedre biodiversiteten på Amager. Udover faunapassagen ønsker udvalget også en ‘Biodiversitetssti’ gennem hele Amager fra fra Prøvestenen i Nord til Islands Brygge i syd. Og en grøn korridor fra Islands Brygge Havnepark over Kigkurren, til Amager Fælled.
Faunapassager
Ifølge Vejdirektoratet er en faunapassage en tunnel, viadukt, bro, eller anden form krydsning af veje for forskellige dyr. Den skal give dyrene mulighed for at sprede sig i landskabet, og hjælpe til udveksling af individer imellem forskellige bestande.
“Hvis bestandene består af få individer, og der ikke sker genudveksling, kan det i sidste ende lede til bestandenes kollaps,” fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.
Der er opført flere faunapassager på en ny motorvejstrækning ved Silkeborg. Padder, frøer og andre smådyr tager tunnelen når de skal passere, imens harer, flagermus, rådyr og krondyr kun vil gå på en bro.
Faunabro skal være bred
Vejdirektoratet skriver, at en faunabro skal være så bred som muligt hvis der skal skabes gode passagemuligheder for store pattedyr, fx. krondyr.
I 2016 blev trafikken af dyr på en faunabro over motorvejen vest for Silkeborg talt op af Vejdirektoratet og Danmarks Jægerforbund. Broen blev i løbet af ét år brugt af 3500 dyr – heriblandt over 2000 harer, ræve og grævlinger og godt 1200 rådyr og dådyr. Der kan dog godt have været tale om de samme dyr, som brugte broen flere gange. Broen havde kostet 7 mio. kroner at bygge.
Lokaludvalgets forslag om en faunapassage skal nu vurderes af Teknik- og Miljøforvaltningen og forelægges senere for politikerne på rådhuset.