Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

Marts 2023 – første forårsmåned

Så er vi gået ind i foråret, i hvert fald ifølge kalenderen. Den sidste dag i februar blev også rigtig dejlig forårsagtig. Jeg benyttede lejligheden til at få ryddet op i det gran jeg havde fordelt i alle mine kasser og krukker, så forårsvæksterne kunne komme til.

Jeg kunne så også konstatere, at de gamle hortensia allerede havde store knopper. Jeg ved jo godt at vi stadig kan få både frost og sne, men lidt optimisme skader ikke, og solen har jo virkelig fået magt nu, når man finder et sted i læ.

Mon ikke også vi snart kan høre solsorten, det er for mig et dejligt tegn på forår. Gæssene er begyndt at gå parvis ude på fælleden – når de er i luften er det stadig i store flokke, men på jorden hygger de sig parvis.

Jeg har været på cykeltur i det dejlige vejr – uden handsker og ørevarmere… og nød turen på gangbroen over Store Høj Sø – selv om man ikke synes der er farver på endnu, så er den flotte blå himmel, som spejler sig i søen, og den brune bræmme af tagrør, en rigtig flot farvekombination.

Lige nu har vi haft flere lysinstallationer af den naturlige slags på himlen – vi har haft nordlys, som vi godt nok ikke har kunnet se lige her på grund af at vi skal se mod nord, og der forstyrrer lyset fra byen – men andre steder har det været fint, kan jeg se af de mange fotos som er lagt op af fænomenet. Hvis vi bevæger os ud efter solnedgang, kan vi se planeterne Venus og Jupiter tæt på hinanden på den vestlige himmel. Jeg gik ud forleden aften lige da solen var gået ned for at få farverne på himlen med, men det var så koldt at jeg havde svært ved at holde kameraet stille nok.

Der er masser af forårstegn i øjeblikket, raklerne på elletræet og hassel er fine og gule, gæslingerne titter frem på pilebuskene, og jeg har også hørt at ramsløgene er ved at vise sig, så jeg må hellere komme ud i Kongelunden og på plukket nogen til pesto. Sidste forår tog jeg nogle rodstængler af anemone med hjem og puttede i en krukke, så nu venter jeg bare på at jeg også kan se anemoner her på min terrasse.  

På trods af at det havde været nattefrost og mine juleroser lå fladt fra morgenstunden, gik jeg alligevel ud for at finde foråret søndag morgen. Jeg havde tænkt at snyde lidt og gå over i kolonihaverne, men alle lågerne var låst ind til området, så jeg gik ad stien på den vestlige side af haverne, og nød det fine flimmer af sollys på stien, som i løbet af et par måneder er grønt og ligner en urskov. Takket være at der i tidens løb er smidt meget haveaffald ud, var der masser af vintergækker og erantis, så jeg blev ikke snydt for forår. Jeg fandt også den nok mindste blomst jeg kender, nemlig hasselbuskens blomst, den er så lille og fin, at man næsten skal vide at den er der for at finde den. Jeg har bestemt at jeg vil prøve at følge valnødden som bar nødder sidste år, og fotografere den når den blomstrer, knopperne er bare store og tykke lige nu, men jeg vender tilbage.

Ja, vi kan ikke altid være sikker på vejret i denne måned, så jeg tror jeg dækker mine hortensia igen med de grangrene jeg ikke har fået smidt ud, og så prøver at være lidt mere tålmodig en anden gang.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Close