Selma Milt, Komiker David Minerba, Ungeværkets musikere, ZUUZ, Tarick og Djames Braun. Det er årets line-up på “Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag” som i år finder sted lørdag 12. september fra kl. 10-18. Stadig åbent for flere foreninger og handlende.
Arrangørerne er i fuld gang igen med at planlægge dette års Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag som fyres af på p-pladsen bag Field’s til september.
I år er der gjort meget mere ud af musikprogrammet om eftermiddagen, i håb om at tiltrække flere unge. Ungeværk Ørestad er med til at planlægge eftermiddagsprogrammet – imens programmet om formiddagen stadig er henvendt til børnefamilierne. Rundt om på pladsen vil der igen være boder, som fyldes af lokale foreninger, mad og drikke.
“Der er fin opbakning fra de lokale aktører til kulturdagen, men vi søger gerne endnu flere, som gerne vil være med. Enten som frivillige hjælpere på dagen, eller hvis man ønsker en bod, hvor man kan gøre opmærksom på sin forening – eller hvis man vil sælge mad og drikkevarer,” fortæller koordinator for Under Åben Himmel, Cecilie Tarras Madsen. Man kan kontakte hende på cecilie@oicc.dk.
Partnerskabet bag kulturdagen består af Field’s, By & Havn, Ørestad IF, Balder og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC). På hjemmesiden UAH-Orestad.dk kan man læse mere om kulturdagen og om mulighederne for foreninger mv. for at deltage med deres egen stand.








