Grundejerforeningen Ørestad City går i gang med at udvikle det sydøstlige hjørne, som vender ud mod Ørestads Boulevard.
Området får et nyt stisystem og to åbne pladser, der egner sig til forskellige aktiviteter i det fri. Der bliver plantet helt ud til fortovet, så man straks bliver mødt af det grønne, ligesom der mellem træerne vil opstå en lysning i fælledgræs og et lille torv. Det hele skal give et varieret terræn og bynatur, som skaber læ og giver en fornemmelse af større afstand til den trafikerede vej.
Illustration øverst: Visualisering af naturprojektet i Byparken, sydøstlige hjørne. SLA Landskabsarkitekter.
Anlægsarbejdet går i gang til sommer og forventes afsluttet til vinter, skriver Grundejerforeningssekretariatet i et nyhedsbrev.

“Ørestad er omgivet af vild natur, som vi forsøger at trække ind i bydelen. Især Byparken er et vigtigt element og et grønt knudepunkt, hvor man skal kunne mærke summen af liv – såvel højt og lavt som vidt og bredt. Den vision kommer vi i år tættere på at realisere, når vi udvider parken med endnu et dejligt område,” siger Mia Ellgaard, der er bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad City.
Siden 2015 har grundejerforeningen arbejdet sammen med landskabsarkitekterne SLA om en helhedsplan for Byparken.








