Mikroliv i søerne

Ørestad Vandlaug har haft en ekspert i vandlevende smådyr til at hjælpe med at undersøge mikrolivet i Ørestads søer.

Det er sket som led i vandlaugets løbende målinger og optællinger af dyreliv og planteliv i Ørestads kanaler og søer.

Mikrolivet handler om de meget små dyr, der lever i vandplanterne og mellem de små sten på bunden af søerne, og som nærmest er usynlige for mennesker.

“Det er en spændende opgave, da vi både har undersøgt bredzoner og vandplanter for smådyr. Vi er i gang med at kigge materialet igennem, og spændende ting er allerede dukket op,” fortæller Kim Pless-Schmidt, der står bag virksomheden AkvaKim. Sammen med biologer fra Rambøll hjælper han Vandlauget med at overvåge livet under vandoverfladen.

Der blev taget samples mange forskellige steder i søerne, og de små dyr skal nu under den store lup, så Vandlauget kan få et godt billede af artsdiversiteten.

Biolog Kim Pless-Schmidt fra Akvakim i gang med at tage prøver fra søen i Ørestad Syd. Foto: Julius Bertram Krogh/GFS Ørestad.

Ørestads søer er anlagt i 2010, og der har generelt tegnet sig et positivt billede af udviklingen. I alle Ørestads kanaler og søer er fiskebestanden og diversiteten steget. Søerne i Ørestad Syd har dog haft en særlig udfordring, som krævede handling. En optælling i 2019 viste nemlig, at der var for mange fredfisk i forhold til rovfisk. Hvis der er for mange fredfisk, æder de det dyreplankton, som skulle have spist planktonalgerne. For mange alger gør vandet uklart, så solen ikke når bunden, og vandplanterne dør.

For at opnå balance i fiskesamfundet foretager Vandlauget løbende reguleringer i bestanden ved at opfiske karper og skaller og udsætte aborrer og gedder. Det har allerede haft en markant effekt, da vandets klarhed er forbedret på bare få år.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »