Minister fik grøn gourmetmad på KFS

Omkring 65 betalende gæster var på restaurantbesøg på Madskolen på Kalvebod Fælled Skole onsdag aften. Blandt dem Undervisningsminster Pernille Rosenkrantz-Theil.

I flere dage har Madskolens fire ansatte og flere af skolens elever arbejdet på aftenens menu, indkøb og tilberedning. Der var i alt 75 gæster til arrangementet, heraf 64 københavnere, der havde købt billet. Arrangementet var udsolgt.

Foran skolen blev de modtaget af syv elever fra 6.B, som fulgte gæsterne ind til en lille snack i skolens forhal. Her holdt skoleleder Maria Bælum Mauria et oplæg om Madskolen.

“Vi er en af Københavns 17 madskoler og er meget ambitiøse i forhold til børnene får nærende, velsmagende og økologiske retter. Madskolen er vores flagskib og hjertet på vores skole, for det er her vi samles hver dag”, fortalte hun.

Generation GRØN
Kok Christian Holm fortalte, at eleverne tilhører ‘generation grøn’.

“Vi som er lidt ældre har nok lidt svært med at kaste os over alle de lækre grønne retter, men de unge har en helt anden holdning og kommer til at lægge tryk på hjemme i køkkenerne. De har lært hvor godt grøn mad smager, og kommer til at stille krav,” sagde han.

Fem serveringer
Gæsterne gik til bords til en gourmetversion af den mad, som madskolen tilbereder sammen med eleverne til dagligt. Middagen bestod af 5 serveringer. Tre små grønne retter, blandt andet grillede palmeblade med beder. Derefter dagens fisk fra fiskehandleren, serveret med brød og vegansk dip. Desserten havde ingredienserne hø og tomat, rom og kikærter, rabarber og tang.

En del af CPH Cooking
Restaurantbesøget er en del af den københavnske maduge Copenhagen Cooking, og samtidig med i madfestivalen ‘Spis med i Vores Køkkener’ som fejrer det offentlige måltid i Københavns Kommune.

“Vi ikke kan fejre Københavns madrevolution, Michelinstjernerne og en ny madkultur uden at tale om nogle af de vigtigste spiseoplevelser, der virkeligt er verdensklasse i København: De 17 madskoler. De er – synes vi – et foregangseksempel for hele Danmark. Børn laver mad til børn, udsættes for noget de ikke møder derhjemme, og de oplever et fællesskab, hvor alle har en plads og en opgave,” siger Ida Maj Fiskbæk, projektleder hosCopenhagen Cooking.

Mere praktik ind på skolerne
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var ikke kun kommet for at nyde den gode mad. Hun er også dybt optaget af hvordan skolerne kan oprette mange flere praktiske undervisningsforløb, og her er madskolen et fantastisk tilbud, hvor eleverne pørøver at arbejde sammen som på en rigtig arbejdsplads.

“Vi skal være langt bedre til at lave en praktisk-boglig folkeskole, den er blevet alt for teoretisk og ikke forberedt eleverne på almindelige praktiske fag.og været alt for teoretisk i forhold til at forberede eleverne på at være på en almindelig arbejdsplads,” sagde ministeren til Ørestad Avis.

Hun mener ikke at lovgivningen forhindrer kommunerne i at lave mange flere madskoler, værksteder og andre praktisk orienterede læringsmiljøer.

Alt for teoretisk
“Jeg har besøgt skoler med metalværksteder, madskoler og meget andet, så der er masser af muligheder. Men vi på Christiansborg har været alt for optagede af at lave skrappe læringsmål for de boglige fag. Der skal vi være bedre til at ligestille det praktiske og det boglige i fremtiden,” sagde hun.

Nu gik alle gæsterne til bords, og eleverne stod klar til den første servering. Imens solen langsomt gik ned over fælleden. Efter middagen skulle alle gæster på rundvisning på den smukke skole.

Translate »