Mission Afrika laver ny butik

Butikken på Kastruplundgade 10, Kastrup bliver i uge 33 bygget om og moderniseret. Der er åbningsfest lørdag den 19. august kl. 10.00.

I knap 30 år er der blevet langet masser af tøj, pynteting og meget, meget andet over disken i genbrugsbutikken på Katruplundgade 10 i Kastrup.

Men fra 14.-18. august holder butikken lukket, og et team af medarbejdere fra Mission Afrika Genbrug i Århus rykker ind i butikken, og sammen med de frivillige bygger de nyt inventar, moderniserer og får masser af nye varer ind. 

“Butikken i Kastrup er en af vores gode og sunde butikker, hvor de frivillige gør et stort arbejde. Derfor er det også værd at se på, hvordan vi kan modernisere og optimere vores kvadratmeter til gavn for kunderne”, siger Mette Swartz, der er projektkonsulent i Mission Afrika Genbrug. 

Mission Afrika har 60 genbrugsbutikker i Danmark, og overskuddet fra butikkerne går til mange forskellige projekter i seks vestafrikanske lande. Mission Afrika har bl.a. fokus på skolegang, sundhedsklinikker, støtte til børn, unge og kvinder, kirkeplantning og fred og forsoningsarbejde. 

De frivillige i butikken har bidraget med flere ideer til, hvad der kan gøres, og hvordan en ombygning kan hjælpe dem i hverdagen. 
“Jeg har været med i syv år, og i den tid har vi ikke bygget om som vi gør nu, og jeg er sikker på, det bliver godt og flot”, siger Else Malinowski, der er med i ledelsen af Mission Afrika Genbrug. 

Efter en uges nedlukning åbner butikken op lørdag 19. august kl. 10 – 14 hvor der er kage og kaffe til alle kunder.

Fototekst: Både Else Malinowski (til højre) og Grethe Hansen (til venstre) ser frem til en større renovering og ombygning af butikken på Kastruplundgade 10.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve