Naturfolkefest på Amager Fælled for 8. gang

Tag på naturvandring, opdag træets hemmeligheder, sank til gin, tag et skovbad, byg en katapult og meget andet, når Miljøpunkt Amager igen i år arrangerer Fælledens Dag på Amager Fælled.

Uge 36 står i naturens tegn i anledning af den landsdækkende begivenhed ‘Naturens Uge’ og Miljøpunkt Amager markerer dagen med en Naturdag på Amager fælled, som tager udgangspunkt i ‘Naturen under overfladen’. Der vil være mulighed for at hilse på Fælledens kvier eller tage på bioblitz og kriblekrabletur med naturdetektiverne fra Danmarks Naturfredningsforening. Eller man kan komme på skovbadsvandring med Lova Lenora, eller undersøge træets hemmeligheder.

Amager Fælleds Venner inviterer på guidede ture hvor man kan lære om fælledens planter, insekter og fugle.

Som nyt kan man prøve at være ‘gin-maker’ for en stund under vejledning af Pia Sandager. Naturpark Amagers unge lokale naturpark-ambassadører fra ‘Bæredygtig Generation’ fortæller om sammenhængen mellem naturressourcer og biodiversitet. Der er også boder med frivillige fra en række lokale foreninger.

Ved Miljøpunkt Amagers egen stand kan man spille naturbanko og høre om lokale miljøprojekter. Man kan også få en snak med Amager Vest Lokaludvalg.

For ottende gang

“Vi har lagt op til en dag med mange sjove og spændende aktiviteter på Amager Fælled. Sammen med lokale foreninger vil vi blive klogere på Fælledens unikke natur med dens mangfoldige dyreog planteliv”, fortæller Dorte Grastrup-Hansen, centerleder for Miljøpunkt Amager.

Det er 8. gang Miljøpunkt Amager arrangerer Fælledens Dag i samarbejde med DN København, Amager Vest Lokaludvalg, Amager Fælleds Venner og lokale foreninger. Festivalen er gratis. Se hele programmet på Facebook eller miljoepunktamager.dk.

Naturfolkefest på Amager Fælled. Søndag 10. september kl. 10-14. Amager Fælled ved Kogræsserlaugs kofold (indgang via Grønjordssøen/ DR Byen metrostation). Arrangører: Miljøpunkt Amager med støtte fra Amager Vest Lokaludvalg. Foto: Theis Lykkegaard Leisner

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve