Skrevet af: Jakob Korshøj
Naturpark Amager er i år nomineret i kategorien ‘Oplevelse’ ved Berlingskes kulturredaktions konkurrence ‘Byens Bedste’. Redaktionen nominerer oplevelserne, og læserne stemmer så om, hvem der vinder.
Om Naturpark Amager skriver kulturredaktionen:
“I 2015 blev Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør Sydstrand formelt udpeget til Naturpark Amager, og det er intet mindre end slaraffenland for alle, der trænger til at se grønt. Området strækker sig over ikke færre end 3.500 hektar, hvilket svarer til tre gange Dyrehaven ved Jægersborg, og her er basis for at overnatte, bade, se på fugle og slippe ungerne fri. Det er også her, man kan tilbagelægge 27 kilometer på Amarminoen, hvilket rekordmange har gjort under corona.”
Naturpark Amager er nomineret sammen med Nimb Roof, GoBoat, Madfestivalen Copenhagen Cooking samt Musikhuset København.
“Vi vil gerne hædre dem, der er med til at gøre København til noget særligt, og som hver dag er med til at skabe den særlige stemning, som netop København har,” skriver Nathalie Ostrynski, kulturredaktør på Berlingske, om konkurrencen, der har 15 kategorier med hver især fem nominerede.