Tidligere formand for Vandlauget i Ørestad, Gertrud Birke, er død 84 år gammel efter kort tids sygdom.
Gertrud Birke var en ægte ildsjæl i Ørestad, som deltog aktivt i bydelens udvikling i tyve år.
For kun halvandet år siden trådte Gertrud Birke tilbage som formand for Vandlauget i Ørestad. Hun havde kort tid forinden også trukket sig tilbage fra sine poster i GFS Ørestad og G/F Universitetskvarteret Ørestad. Men hun regnede da med “blande mig lidt alligevel”.
Gertrud Birke involverede sig i Ørestad allerede inden hun og ægtemanden Peder Boas var flyttet ind i Karen Blixen Parken 1. januar 2004. Det var den første boligblok i hele Ørestad. Metroen var åbnet året før. DR Byen var ved at blive bygget.
Før indflytningen havde Gertrud Birke opdaget at der ikke var nogen rigtig grundejerforening i kvarteret. Men de store grundejere fra DR, Københavns Universitet og Ørestadsselskabet havde dannet Ørestad Nord Gruppen, for at koordinere udviklingen.
Gertrud Birke undrede sig over, at beboerne ikke var inviteret med. Det sagde hun til Christian Nissen (fhv. generaldirektør for DR) – og han udpegede hende straks til at være medlem af gruppens bestyrelse.
Gertrud Birke var senere med til at oprette grundejerforeningen i Ørestad Nord, Grundejerforeningssekretariatet for hele Ørestad samt Vandlauget i Ørestad.
“Det var ikke meningen. Men jeg kan nok bare ikke lade være med at blande mig,” sagde Gertrud Birke i et portrætintverview her i avisen i 2021.
Her viste hun rundt i Grøningen, det store grønne område i Ørestad Nord, som hun har været med til at udvikle med bl.a. petanquebane, sansehave, bistader, insektbed, multibane, træningspavillon og fodboldbane.
“Nu mangler vi bare noget bedre belysning – og skiltning, Der er stadig noget at gøre,” sagde Gertrud Birke.
Gertrud Birke er født 27. marts 1938 i Sdr. Onsild i Nordjylland. Hendes far, Svend Birke, var præst først i Sdr Onsild, så i Esbjerg og siden i Korsør, så der voksede hun op.
I 1960 blev hun gift med Peder Boas Jensen. I de første år boede de i Studentersettlementet i Saxogade og fik børnene Anna og Naja. Gertrud og Peder var med til at stifte partiet VenstreSocialisterne i 60’erne. Gertrud blev uddannet socialrådgiver i 1969, og arbejdede i de kommende år i Statens Åndssvageforsorg, Albertslund og Københavns Kommuner, som sekretariatsleder og lønforhandler i Dansk Socialrådgiverforening samt som fuldmægtig i Københavns Amt. Hun er medforfatter til flere betænkninger, rapporter og artikler. Hun var også medstifter og leder gennem 14 år af den almennyttige udviklings- og behandlingsinstitution Birke-Bo på Vesterbrogade.
Efter ni år som formand for vandlauget opbyggede hun er helt særlig tilknytning til Ørestads kanaler og søer, og hun kunne tale længe om Ørestads helt unikke og klimasikre vandsystem, som også er med til at skabe liv og rekreative byrum.
“De færreste tænker på det til daglig, men det er altså et helt enestående system, som vi skal sørge for at passe på og udbygge, når vi har muligheden,” sagde Gertrud Birke.
Da Gertrud Birke fratrådte som formand for Vandlauget i 2021, døbte Grundejerforeningssekretariatet og laugets driftsmedarbejdere en båd efter hende.
I anledning af den ‘delvise tilbagetrækning’ i 2021 så Gertrud Birke tilbage på udvikllingen af Ørestad med et optimistisk, men også kritisk blik.
Hun syntes at der var for mange, for dyre eller for dårlige parkeringsordninger. Hun så også med en smule bekymring på at Ørestad nu bliver bygget færdig i et enormt højt tempo.
Men Gertrud Birke havde stadig masser af lyst til at fortsætte som ildsjæl i Ørestad.
Hun ønskede at Fælledby skulle være med i Vandlauget, belysningen i Grønningen skulle fornys og der skulle være endnu bedre forhold for biernes liv i Ørestad. Desuden var hun med i et initiativ til en ‘velkomstklub’ for alle de nye beboere i ungdomsboligerne i kvarteret.
“Ja, nu skal jeg passe på at det ikke bliver for meget, Men jeg KAN jo ikke lade være.”
Gertrud Birkes tillidsposter i Ørestad:
Ørestad Nord Gruppen: 2003-2010: Beboerrepræsentant
Grundejerforeningen Ørestad Nord (tidl. Universitetskvarter): 2011-2015: Suppleant. 2015-2019: Bestyrelsesmedlem 2019-2020: Suppleant. 2020-2021: Bestyrelsesmedlem
Ørestad Vandlaug: 2011-2012: Bestyrelsesmedlem. 2012-2021: Formand. 2021-2022: Næstformand. Vandlaugets repræsentant i Grundejerforeningssekretariatets bestyrelse.
Repræsentant i Amager Vest Lokaludvalg for Grundejerforeningen Ørestad Nord og Ørestad Vandlaug. Drivkraft i det lokale beboernetværk i Ørestad Nord.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve