November, november, november…

Ja, sådan føles det for mange – november kan godt føles uendelig lang. Det er mørkt og koldt, og den kunstige belysning i december er ikke rigtig fremme endnu. Men hvis man bevæger sig udendørs, så er der stadig rigtig mange efterårsfarver på træer og buske.

Jeg mindes ikke, at vi langt hen i november stadig kan se grønne blade på træerne nogle steder. Hvis man er så heldig at være ude når solen skinner er det visse steder et festfyrværkeri af gule og orange farver. Forleden på min aftentur spottede jeg et af novembers paradokser – nemlig et stort piletræ med masser af grønne blade og oplyst af lyskæder…

Jeg har lige læst at vi efter en nedbørsfattig oktober måned kan se frem til at også november bliver mere tør end gennemsnittet, så der er ikke meget der vejrmæssigt er normalt. Men på trods af den ringe nedbør, så er der stadig blankt vand flere steder ude på fælleden.

Høst af hestepærer
For et par ugers tid siden var jeg ude at cykle i det dejligste solskin ned til sydkysten og hjem gennem pinseskoven. Formålet med turen var at samle hestepærer til mine krukker og plantekasser. Det var meget indbringende, så nu er der strøet naturgødning omkring mine vækster, som trængte til lidt ekstra kraft til næste års vækst. Det er jo et godt alternativ til dyr øko-gødning fra plantecentret. 

I sidste uge var jeg så afsted igen – denne gang for at få de sidste efterårsfarver i kameraet. Det lykkes kun delvist, denne uge og ind i den næste er der kun gråvejr og tåge, men alligevel var det en fin tur – der var mange fugle i vandet nede ved sydkysten, bl.a. spottede jeg en flok store svaneunger, som plaskede rundt med Avedøreværket i baggrunden. Lige nu er de grå, men næste år er de som voksne helt hvide.

Mistelten-projekt
Jeg har også et lille nyt projekt på banen: jeg vil gerne have en mistelten i mit æbletræ. Jeg har fundet et par mistelten her i området, så nu gælder det bare om at få fat i nogle bær.  Jeg allierede mig med mit barnebarn som er eminent til at klatre i træer, og godt hjemme igen fik vi anbragt en del bær i grenkløfterne på æbletræet, så nu venter vi bare på at et af frøene får fat. Mistelten er lidt sjælden som vildtvoksende, men når træerne er uden blade i vinterhalvåret er de lette at spotte.

Kunstigt spindelvæv
Vi har lige passeret Halloween med hvad dertil hører af græskarlygter og anden udsmykning. På trods af advarsler om fare for småfuglene, har der her i vores område været rigtig meget “kunstigt spindelvæv” – det kunne vi godt undvære.
Men før vi får set os om, er det juleudsmykning og dertil hørende guirlander der præger billedet. Men lad os nyde de sidste rester af “efterårs-guldet” – og forhåbentlig igen lidt solstråler.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve