Nu kommer de: To kulturhuse til Ørestad

Byens Hus og Bella Uno. Det er navnene på Ørestads to kommende Beboer- og kulturhuse. Københavns Kommune er tæt på at underskrive aftaler om brug og drift af husene.

Byens Hus bliver bygget på Asger Jorns Allé, imens Bella Uno bygges i Bellakvarteret. Husene forventes at åbne hhv. 2025 og 2023. De vil begge blive drevet efter en helt ny ‘Ørestadsmodel’, hvor beboere og kommune deles om at bruge husenes caféer, mødelokaler, multisale og værksteder.

I nye lokalplaner skal minimum 1 procent af det samlede boligareal afsættes til fælles beboerlokaler. Men flere bygherrer i både Ørestad Syd og Bellkvarter har i stedet ‘puljet’ de fælles lokaler i ét fælles hus, så alle beboere får adgang til større og flere faciliteter. Samtidig vil Københavns Kommune tage ansvaret for driften af husene, til gengæld for at de opgraderes til beboer- og kulturhuse. Alle borgere og foreninger skal dermed kunne bruge husene, bortset fra udvalgte tidsrum som reserveres til beboerne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har igennem længere tid arbejdet på modellen for de kombinerede beboer- og kulturhuse. Og nu er man klar til at indgå brugsaftaler mellem grundejerforeningerne og Kultur- og Fritidsforvaltningen. I aflalen vil kommunen betale leje de første to år, herefter bliver lokalerne stillet vederlagsfrit til rådighed til kulturhus, samtidig med at kommunen betaler for indvendigt vedligehold og drift, herunder rengøring mv.

Lovgivningen på området giver ikke kommunen mulighed for at indgå en brugsaftale for dele af beboer- og kulturhuset – og samtidig drifte hele huset.
“Derfor skal brugsretten dække hele beboer- og kulturhuset, hvor udvalgte tidsrum allokeres til beboerne,” skriver Kultur- og Fritidsforvaltningen i en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget, som drøfter sagen på sit møde 11. august.

Byens Hus
Der er allerede afsat 2 mio. kroner årligt til drift af Byens Hus. Byens Hus bliver ca. 2.500 kvm. og kommer bl.a. til at indeholde multisale, forenings-/selskabslokaler, omklædningsfaciliteter og værksteder. Der vil også være en café, som skal bortforpagtes. Huset på Asger Jorns Allé bygges af udviklingsselskabet KPC, og det kommer også til at rumme lejligheder og en daginstitution. Da KPC købte grunden, blev det aftalt at KPC overdrager den del af huset, som skal være Byens Hus, til By & Havn. by & Havn overdrager herefter Byens Hus til ‘Foreningen Byens Hus’ som igen består af de grundejere, hvis fælleslokaler er samlet i huset. byens Hus forventes at åbne i starten af 2025.

Bella Uno
Kommunen har givet et anlægstilskud på 2 min, kroner til byggeriet af Beboer- og kulturhuset Bella Uno i Bellakvarteret. Desuden er der afsat 1,5 mio. kroner årligt til drift af huset. Bella Uno bliver på 1453 kvm. og ventes at stå færdigt i slutningen af 2023.Bella Uno indeholder en multisal, omklædning, værksteder samt forenings-/selskabslokaler. Desuden rummer ejendommen dagligvarebutikker, apotek, mindre erhvervslejemål samt ejerboliger.
Bella Uno opføres og ejes af udviklingsselskabet Bellakvarter A/S (som igen ejes af Solstra Aps.). Selskabet har indgået aftale med Grundejerforeningen Bellakvarter, der indebærer, at grundejerforeningen lejer beboerhuset i Bella Uno af udviklingsselskabet.

Forvaltningen forventer at brugsaftalerne for de to beboer- og kulturhuse kan blive indgået senere i år.

Translate »