Nu ryger den første rundkørsel

Ørestads Boulevard skal gøres klar til mere tung lastbiltrafik. Samtidig skal trafiksikkerheden øges for cyklisterne. Derfor vil Københavns Kommune nu nedlægge rundkørslen ved Ørestads Boulevard/Tom Kristensens Vej og lave et signalreguleret kryds. Senere kommer turen til de to andre rundkørsler.

Teknik- og Miljøudvalget skal på mandag godkende en anlægsbevilling på 17,7 mio. kroner, så omlægningen til signalreguleret kryds kan gå i gang i 2026.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen skal ombygningen øge trafiksikkerhed og tryghed, særligt for cyklister i området. Men ændringen til signalreguleret kryds er også et led i at “optimere Ørestads Boulevard til tung trafik for at aflaste det omkringliggende vejnet.”

I krydset ad Ørestads Boulevard etableres hhv. en afkortet cykelsti fra syd og en fremført cykelsti fra nord. Desuden øges fremkommeligheden for cyklister fra Amager Fælled i retning mod syd ved en cykelshunt, hvor cyklister får en smutvej uden om signalreguleringen. På det nordlige hjørne af Tom Kristensens Vej forventes i spidstimen ophobning af cyklister, der skal mod Amager Fælled, hvorfor der laves ekstra venteplads ved at trække fodgængerfeltet tilbage ad Tom Kristensens Vej.
Krydset får fodgængerfelter på alle ben samt midterheller på Ørestads Boulevard.

I rundkørslen kan bilister i dag have svært ved at finde et hul i cykelstrømmen i spidstimerne, hvilket afhjælpes ved signalreguleringen. Rundkørsler er desuden generelt belastet af flere og mere alvorlige cykeluheld, især hvis der er mange cyklister.

“Rundkørslerne på Ørestads Boulevard medvirker i dag til, at lastbilchauffører fravælger strækningen og i stedet vælger Artillerivej, Øresundsvej og Røde Mellemvej til stor gene for naboer, skoleveje mm.,” skriver forvaltningen.

Udvalget kan vælge at afvente omlægningen, så det kan udføres samtidig med ombygning af de to andre rundkørsler ved hhv. DR-Byens parkeringsplads og Grønjordsvej. Da der ikke på nuværende tidspunkt er indgået en klar aftale med DR og Metroselskabet om de to andre rundkørsler, er det uvist, hvor længe ombygningen i så fald kan blive udskudt.

Den nuværende rundkørsel. Illustrationer: Københavns Kommune.

Projektforslaget har været i høring ved Amager Vest Lokaludvalg fra 17. september til 24. oktober. Amager Vest Lokaludvalg er kritisk over for, at jordtransporter til Lynetteholmen generer borgere på Amager, og man ønsker, at jorden i stedet sejles. Mens dette ikke er muligt, er der ønske om at ombygge Ørestads Boulevard hurtigst muligt for at beskytte boligområderne på Amager. Projektet kræver dispensation fra hhv. lokalplanen og fra fredningen på Amager Fælled, dog kun under anlægsperioden.

Gå til dagsordenspunkt: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Miljøudvalget/møde-01122025/dagsorden/punkt-9

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »