Københavns Kommune er snart klar med lokalplan for Ørestad Idrætspark, så der kan bygges klubhus, idrætshal. Høringsperioden er netop slut.
Den første fodboldbane i idrætsparken ved Vestamager station blev taget i brug i foråret 2024, men først nu kommer den lokalplan, som skal muliggøre flere baner, klubhus, idrætshal og et street-område med basketbane.
Ifølge lokalplanforslaget skal klubhuset være i op til to etager i maksimalt 10 meters højde. Idrætshallen kan opføres i op til 15 meters højde med fladt tag.. Dertil kommer fem mindre, fritliggende bygninger til opbevaring af udstyr.
I sit høringssvar konstaterer Ørestad IF, at det foreslåede idrætsanlæg understøtter det nuværende behov for træning og spilletider, men ikke dækker det fremtidige. Fodboldafdelingen har i perioden 2021–2025 registreret en medlemsstigning fra 590 til 906, svarende til 53 procent. I aldersgruppen 0–12 år er væksten over 70 procent. Prognosen viser fortsat vækst.
“Anlægget bør derfor dimensioneres med skalerbarhed som et centralt princip,” skriver Ørestad IF.

Plads til alle klubber
Flere andre høringssvar forsøger at rejse en diskussion om, hvem der skal administrere brugen af Ørestad idrætspark, klubhuset og de tilhørende faciliteter. Det bør Københavns Kommune, mener høringssvarene, “for at sikre, at retten og tider til at anvende Idrætsparken bliver fair fordelt”.
“Ørestad Idrætspark skal ikke kun anvendes af én idrætsklub. Den skal kunne anvendes af flere klubber i lokalområdet,” skriver en anden.
Også Amager Vest Lokaludvalg har givet høringssvar, hvor de bakker op om Ørestad IFs høringssvar.
Ørestad IF anfører bl.a., at fodboldbanerne bør dimensioneres som ét sammenhægende kunstgræsfelt. En eventuel hal skal ikke kunne etableres på bekostning af fodboldbanekapaciteten.
Der skal være fast belægning på stier og veje af hensyn til tilgængeligheden og kunstgræsbanerne. Mellem 11- og 8-mandsbanen bør der være et sikkerheds- og adskillelseshegn. Der skal også indbarbejdes siddepladser, læskærme, opholds- og ventezoner tæt ved banerne. Og så er det vigtigt at klubhuset kan være i to etager.
Københavns Kommune skal nu behandle lokalplanen politisk en sidste gang, før lokalplanen kan vedtages endeligt.








