Ny budgetaftale på plads: Her er fem ting, der får betydning for Ørestad

Et flertal på Københavns Rådhus har indgået en budgetaftale for 2027. I Ørestad betyder aftalen blandt andet, at undersøgelsen af en mulig festivalplads i Kalvebodkilen fortsætter. Derudover får en specialskole et løft, mens en anden skole skal genhuses. Cyklister og gående kan desuden se frem til forbedrede forhold.

Københavns Kommune har fået en ny budgetaftale for 2027, og den får direkte konsekvenser for Ørestad.

SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti står bag aftalen. Kun Konservative og Frie Grønne er ikke med.

Partierne prioriterer blandt andet penge til skoler, idræt, kultur, klima og byudvikling, og i denne artikel har vi samlet fem af de vigtigste Ørestad-relaterede punkter i aftalen.

Festivalpladsen skal undersøges videre
Et af de punkter, der allerede har fyldt meget i Ørestad, er planerne om en mulig natur- og kulturpark med festivalplads på golfbanen i Kalvebodkilen. Med budgetaftalen bliver der nu afsat penge til at undersøge projektet videre.

Ørestad Avis har allerede beskrevet, hvordan planerne har mødt kritik fra både beboere og naturbeskyttere, der blandt andet frygter konsekvenserne for naturen samt den trafik og støj, som en festivalplads med op mod 60.000 gæster kan medføre.

Enhedslisten og Radikale Venstre har hele tiden bakket op om at undersøge projektet nærmere, men med den nye budgetaftale bakker Alternativet nu også op om at afsætte penge til de videre undersøgelser.

Alternativet står også bag den nye budgetaftale, hvor der også er afsat penge til de videre undersøgelser af at etablere en festivalplads på Kalvebodkilen. På billedet ses Karoline Lindgaard. Pressefoto.

I en pressemeddelelse udtaler Karoline Lindgaard (ALT) følgende i forbindelse med, at budgetaftalen er blevet indgået:

“Alternativet er gået ind i de her forhandlinger for at gøre København grønnere og skabe en bedre by for københavnerne. Det kan man se i aftalen. Vi får en klimapakke, der bringer os tættere på vores klimamål, og et nyt klimaråd, der skal holde kommunen op på, om vi faktisk gør nok for at nå dem,” udtaler hun.

Politikerne afsætter samlet 2,4 millioner kroner i 2027 til at arbejde videre med planerne for en natur- og kulturpark på golfbanearealet i Ørestad.

Heraf går 2,1 millioner kroner til et funktionsprogram, der blandt andet skal undersøge, om det er muligt at etablere en natur- og kulturpark med eventplads på området. Der skal også kortlægges særligt sårbare og truede arter, ligesom der afsættes penge til juridisk bistand og dialog med staten om ejerforholdene.

Yderligere 300.000 kroner går til et udvidet funktionsprogram.

Samtidig skal et andet scenarie undersøges: At Københavns Kommune overtager golfarealet, og at hele området omlægges til natur.

Budgetaftalen er dermed ikke et ja til selve festivalpladsen. Det står direkte i aftalen, at partierne endnu ikke har taget stilling til en eventuel senere etablering af en konkret festivalplads.

Samtidig bliver der arbejdet videre med et muligt alternativ til Kalvebodkilen. Politikerne afsætter 2 millioner kroner i 2027-2028 til en foranalyse af, hvordan Valbyparken kan gøres bedre egnet som eventsted.

Næsten 435 millioner til Skolen ved Himmelhøj
Den største konkrete investering i Ørestad i budgetaftalen er i Skolen ved Himmelhøj, som skal opføres på Ørestads Boulevard 220.

Skolen ved Himmelhøj får knap 435 millioner kroner. Arktivfoto.

Skolen er Københavns nye specialskole og åbnede allerede i 2023, men eleverne er indtil videre fordelt på to andre adresser på Amager. Den nye skolebygning i Ørestad forventes først at stå klar i 2031.

Når byggeriet er færdigt, bliver Skolen ved Himmelhøj et samlet tilbud fra 0. til 9. klasse med KKFO og klub og plads til omkring 100 elever med behov for vidtgående specialpædagogisk støtte. Skolen bliver nabo til Himmelhøj Naturlegeplads, som den har fået sit navn efter.

Med budgetaftalen afsættes 434,9 millioner kroner i perioden 2026-2032 til den nye skole med KKFO, klubpladser og idrætshal.

I forbindelse med skolen skal der også opføres en specialidrætshal målrettet borgere med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser. Hallen bliver tænkt sammen med skolen, men skal også kunne bruges af lokale foreninger og andre fritidsbrugere.

En del af hallen finansieres gennem kommunens såkaldte idrætsmilliard.

Ørestad Skole skal genhuses fuldt
Der er også kommet nyt om Ørestad Skole på Arne Jacobsens Allé 6 i forbindelse med budgetaftalen.

Kommunen har hidtil arbejdet med en delvis genhusning af skolen, men det projekt bliver nu stoppet. I stedet afsættes 3,9 millioner kroner i 2027 til at planlægge en fuld genhusning.

Samtidig bliver 87,6 millioner kroner i anlægsmidler og 10,5 millioner kroner i servicemidler fra den tidligere løsning ført tilbage.

De 3,9 millioner kroner går altså i første omgang til planlægningen. Selve den fulde genhusning er endnu ikke finansieret i budgetaftalen.

Forholdene for cyklister og gående skal forbedres på strækningen mellem Artillerivej og Ørestad Boulevard. Billeder er ikke relateret til den konkrete sti. Arkivfoto.

15 millioner til cykel- og gangsti gennem Amager Fælled
Også forbindelsen mellem Ørestad og resten af Amager får penge.

Der afsættes 15 millioner kroner i perioden 2027-2031 til at udvide cykel- og gangstien gennem Amager Fælled mellem Artillerivej og Ørestads Boulevard og forbedre belysningen på hele strækningen.

Projektet får samtidig statslig medfinansiering fra den nationale cykelpulje.

Ørestad Innovation City får fortsat støtte
Endelig fortsætter kommunen sit tilskud til Ørestad Innovation City Copenhagen.

Foreningen får 600.000 kroner om året fra 2027 til 2030, svarende til samlet 2,4 millioner kroner.

Ifølge budgetaftalen skal støtten være med til fortsat at styrke Ørestads by- og erhvervsudviklingspotentiale.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »