Ny ‘Multi’ på vej: “Det er noget af det bedste ved hele gymnasiet”

På Ørestad Gymnasium er arbejdet med årets multiforestilling i fuld gang. Phoebe Louisa Holst Olsson og Leonora Thøgersen, der var med i sidste års forestilling, fortæller, at de glæder sig til at vende tilbage, mens Aksel Schmeltzer Toft Haagensen og Benjamin Kjærgaard Frandsen for første gang mærker suset.

Af Trine Hvam Madsen

I år har ca. 70 elever fra alle tre årgange på Ørestad Gymnasium meldt sig til at være med til at skabe årets multiforestilling. En elevproduceret musical, der inddrager elementer både fra teater, dans, musik og filmmediet.

Leonora og Phoebe. Alle fotos: Tobias Bro Klindt.


Phoebe og Leonora, der begge går i 2.g, var rigtig glade for at blive en del af “multi” igen.
“Sidste års arbejde med multiforestillingen var virkelig intenst, men også noget af det mest givende, jeg har været med til på gymnasiet. Man får et helt særligt fællesskab ud af det. Jeg kan huske, hvor overvældende det hele føltes første gang, og det er faktisk ret rart nu at være en af dem, der kan give lidt ro og erfaring videre til de nye,” fortæller Phoebe.
Leonora synes at man lærer sig selv og sine medelever at kende på en helt anden måde.
“Man arbejder intenst, man bliver træt, man griner meget undervejs – og til sidst står man med noget, man er enormt stolt af,” siger hun.

1.g’erne oplever det hele for første gang
Benjamin og Aksel, der først lige er trådt ind i ‘multifamilien’ fortæller begge, at de meldte sig til af lyst til at udfolde sig kreativt og blive bedre til at stå frem på en scene.

Benjamin og Aksel.


“Jeg elsker at lave noget kreativt og vil gerne udfordre mig selv. Jeg spiller guitar og bas i forvejen, og jeg tænkte, at man kunne få rigtig meget undervisning ud af at være med i multi – både musikalsk, men også i forhold til at performe og stå foran folk,” siger Benjamin.
Aksel spiller også musik, og for har er Multi en mulighed for at prøve noget, han ikke har gjort før:
“Det er jo et kæmpe hold, og det var lidt overvældende i starten, men på en virkelig god måde. Man kan mærke, at alle er klar til at skabe noget sammen.”
At flere elever spiller samme instrument, bekymrer dem ikke.
“Folk skifter rundt, og flere kombinerer musik med skuespil. Det giver en fleksibilitet, der faktisk er ret befriende,” siger Aksel.

Græsk mytologi sætter rammen
Årets tema for forestillingen er græsk mytologi, og det opleves både som dramatisk, udfordrende og utraditionelt.
“Jeg synes, det er et enormt spændende tema, fordi historierne er så store og fulde af konflikter. Der er både noget humor og noget mørke i myterne, og det giver os rigtigt meget at arbejde med,” siger Phoebe.

Temadagen gav hele holdet et fælles afsæt
I opstartsforløbet deltog alle eleverne i en temadag med oplæg og improvisationsøvelser. Dagen blev rundet af med en rundvisning på Glyptoteket.
“Selv om vi var omkring 70 elever, endte improvisationsøvelserne faktisk med at være ret sjovt. Øvelserne var komedieagtige og ikke så alvorlige, og det gjorde det meget nemmere at kaste sig ud i det, uden at man stod og blev nervøs”, siger Benjamin.
For både de erfarne og de nye elever fylder fællesskabet næsten lige så meget som det kunstneriske arbejde.
“Sidste år lærte jeg folk at kende, som jeg stadig taler med hver eneste dag. Det er en af de ting, der virkelig binder Ørestad Gymnasium sammen,” siger Leonora.

Multiforestillingen har premiere 29. januar 2026

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »