Grundejerforeningen Ørestad Syd etablerer åben legeplads i Skovrummet på Else Alfelts Vej. Beboere og besøgende kan også se frem til mere bynatur.
Der er nu 12.000 beboere heraf 2.000 børn i Ørestad Syd. Men ingen legepladser, der er tilgængelige, mens daginstitutionerne er åbne. Derfor har Grundejerforeningen Ørestad Syd arbejdet på at udvikle en større legeplads, som alle kan bruge i parken Skovrummet mellem Asger Jorns Allé og søerne.

Her skal der skabes et bakket og frodigt strøg inspireret af fælledens omkringliggende natur. Legepladsen skal have en stærk identitet med inspiration fra fælledens natur og dyreliv, og være tilgængelig og åben for alle. Anlægsperioden går i gang til sommer og forventes afsluttet til vinter.
Grundejerforeningen Ørestad Syd har siden 2017 arbejdet med at realisere helhedsplanen for kvarteret, som blev til i samarbejde med beboere.
“Vi er rigtig glade for at være nået til denne etape af helhedsplanen. Ønsket om en legeplads har for mange ligget højt på listen, og vi glæder os til endelig at kunne indfri det,” fortæller Steen Jürs, der er bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad Syd.

Han glæder sig også meget til at se Skovrummet blive færdig. Så alle kan bruge det til at lege, gå sig en tur og sætte sig med sin bog i en af områdets siddemøbler.
“Vi glæder os enormt meget til at binde de eksisterende dele af anlægget sammen, så Skovrummet i højere grad vil fremstå som en afrundet park og et naturligt, grønt forløb,” siger Steen Jürs.

Skovrummet er tegnet af landskabsarkitekterne BOGL. Legepladsen er udviklet i samarbejde med CADO.
