Nyt flertal vil kæmpe for overdækning

Det nye politiske flertal bag en to-årig principaftale om udvikling af København vil arbejde for at der kommer en overdækning af Øresundsmotorvejen.

Det fortæller Integrations- og beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V), som også er politisk leder for Venstre på rådhuset, og beboer i Fælleddiget ved siden af Ørestad.

Han rejste i efteråret 2021 forslaget om at undersøge mulighederne for en overdækning af Øresundsmotorvejen på rådhuset, og der blev sat penge af til en forundersøgelse. Den nyligt indgåede principaftale om budgettet for både 2024 og 2025 har nu skabt en sikkerhed for, at projektet kører videre efter den indledende analyse. 

Jens-Kristian Lütken har tidligere kaldt motorvejen ’et larmende sår igennem Ørestad’.

”En overdækning af Øresundsmotorvejen ligger mig meget på sinde, og det glæder mig meget, at vi nu tager endnu et skridt mod, at det bliver til virkelighed. Det vil først og fremmest sætte en stopper for den massive støj. Samtidig kan det give mulighed for at skabe et mere samlende byrum med grønne områder og idrætsfaciliteter frem for det grimme ar, det er i dag”, udtaler han.

Forundersøgelsen har undersøgt fire forskellige løsningsforslag:

  • Fuld overdækning fra Amagermotorvejen til kommunegrænsen til Tårnby
  • Delvis overdækning fra Amagermotorvejen til kommunegrænsen til Tårnby
  • Fuld overdækning på strækningen igennem Ørestad
  • Delvis overdækning på strækningen igennem Ørestad

Resultatet af analysen kommer i denne måned. Partierne bag principaftalen er enige om, at der efter sommerferien skal tages stilling til, hvilket løsningsforslag, der skal arbejdes videre med. Københavns Kommune har desuden indledt drøftelser med Tårnby Kommune, hvor ønsket om en overdækning også er stort.

”Havde vi ikke indgået en principaftale om budgettet på nuværende tidspunkt, ville der være stor usikkerhed om, hvorvidt der ville være politisk opbakning til at arbejde videre med ét af løsningsforslagene. Nu har vi en toårig aftale med et fokus på bekæmpelse af trafikstøj og overdækning af motorveje. Det er rigtig godt nyt for beboerne i Ørestad”, siger Jens-Kristian Lütken.

Principaftale om budget 2024 og 2025

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »