Nyt kort over Ørestads biodiversitet

ØICC lancerer 5. maj et nyt kort over Biodiversitetsvandringer gennem Ørestad. Kortet viser vej fra sted til sted i Ørestad, hvor opstillede skilte fortæller, hvordan lokale tiltag støtter biodiversiteten i bydelen.

Ideen er opstået i en arbejdsgruppe under ØICC (Ørestad Innovation City Copenhagen), som det seneste halvandet år har lokaliseret de forskellige former for biodiversitet i de bebyggede områder. Det kan være fuglekasser, insekthoteller, ‘vilde’ planter og bede – eller kvasbunker.
Det er urbane biologer som har gået Ørestad igennem med virksomhederne for at afdække, hvilke indsatser der giver mest mening — og hvordan de spiller sammen med naboområdet Amager Naturpark.

Håbet er, at flere arter fra naturparken med tiden spreder sig ind i Ørestad og skaber en grønnere og mere levende bydel. Efterhånden som flere grundejere kommer med i samarbejdet, kan de grønne pletter blive stadigt mere sammenhængende.

Kortet kommer til at ligge på biblioteker i Amager Vest og desuden online, så man kan bruge det på sin smartphone.

Tirsdag 5. maj lanceres biodiversitetskortet med taler og en mikrovandring i Ørestad kl. 12.30-14.00. Mødestedet er foran Ørestad Skole, Arne Jacobsens Allé 21. Vandringen slutter på Doris Lessings Vej, mellem nr. 41 og Bella Center.

Der vil være åbningstale ved Borgmester for Kultur, Fritid og Borgerservice, Christopher Røhl (RV), som selv bor i Ørestad. Der vil også være tale af Jaris Bigler, Københavns Naturskole.

Vandringen er på 1,4 km med 5 stop ved indsatser for biodiversitet. Der vil også være en lille overraskelse ved vandringens sidste stop!

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »